Et borgerforslag:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-08521
OMLÆGNING AF SKATTESYSTEMET SÅ BESKATNINGEN FLYTTES:FRA BESKATNING AF INDKOMST OG INVESTERINGER,TIL BESKATNING AF ARBEJDSFRIE FORTJENESTER OG SAMFUNDSSKABTE VÆRDIER.VI BØR DELE DE SAMFUNDSSKABTE VÆRDIER MED HINANDEN, SÅ DE IKKE ENDER SOM ARBEJDSFRIE FORTJENESTER, OPHOBET I STORE FORMUER.DET ER SAMFUNDSSIND I DEN SANDE BETYDNING.Forslag:FOLKETINGET IGANGSÆTTER ET FORARBEJDE TIL KORTLÆGNING AF FORUDSÆTNINGERNE FOR EN OMLÆGNING AF SKATTESYSTEMET, DER INDEBÆRER AT SKATTETRYKKET FLYTTES FRA VÆRDISKABELSE OVER PÅ KAPITALISERINGSPROVENUET OPNÅET VED EJERSKAB AF OG RÅDERET OVER JORD.
Indkomstskat, selskabsskat, moms mv. erstattes gradvist af en beskatning af kapitaliseringsgevinster opnået ved den blotte ejerskab af jord. Al beskatning af arbejdsudbytte og udbytte fra investeringer i arbejdspladser og andre økonomiske tiltag, der bidrager til samfundsøkonomien, samt de nuværende ejendomsbeskatninger (inklusive grundskyld), erstattes gradvist og så vidt muligt helt, af en beskatning af disse kapitaliseringsgevinster og dermed en beskatning af arbejdsfrie fortjenester. Beskatningen realiseres som en jordværdibeskatning af selve jordens handelsværdi; der er IKKE tale om endnu en ejendomsbeskatning. De forbedringer af en ejendom, der hidrører fra menneskers investeringer i ejendommen, i form af bygninger, haveanlæg, solcelle- og jordvarmeanlæg mv., friholdes for beskatning.Jordværdibeskatning omfatter også en afgift for retten til at udnytte en ikke-gendannelige naturressourcer på en given parcel, f.eks. grus. Denne beregnes separat fra jordværdiskatten.Hvis provenuet fra jordværdibeskatningen på et tidspunkt overstiger behovet for offentlige udgifter, skal dette overskud fordeles ligeligt til alle borgere som en borgerløn. Det vil være den ultimative ulighedsbekæmpende faktor, og dermed det sande samfundssind: enhver får den indtægt man har skabt ved sin egen arbejdsindsats eller investering, plus sin andel af de samfundsskabte værdier.
Begrundelse:
Samfundssind er en metafor ofte brugt af politikere, når de vil have borgerne til at underkaste sig politikernes ønsker. Borgerne skal vise samfundssind overfor det samfund politikerne vælger at realisere. På det sociale område bliver der ikke vist synderlig meget samfundssind overfor samfundets svageste, hverken fra samfundets top eller fra de førnævnte politikere.
Samfundssind går begge veje: Borgerne skal stå til rådighed for samfundet. Men samfundet skal også stå til rådighed for alle sine borgere ligeværdigt. Men der halter det.
Ligeværdigheden og dermed samfundssind er ikke just et centralt emne i politikernes tankegang, når det gælder indvandrere og bistandsmodtagere. Desuden er uligheden i Danmark stor og stigende, både hvad angår indkomst og formue. Siden 2008 er antallet af fattige i Danmark mere end fordoblet, hvilket også medfører, at et stigende antal børn vokser op i fattigdom og dermed fra barnsben uddannes intensivt til at blive den nye generation af bistandsmodtagere. Desuden er en stadigt større del af arbejdsstyrken såkaldte arbejdende fattige uden overenskomst og uden en fast, sikret indkomst; De er den nye våde drøm for erhvervsfolk: den ultimative fleksible arbejdskraft – brug og smid væk.
Social ulighed (det burde kaldes asocial ulighed) betyder, at en voksende andel af befolkningen er kørt ud på et sidespor, samfundsøkonomisk set. Det er en ufattelig ineffektiv udnyttelse af den potentielle arbejdskraft: man har indrettet samfundsøkonomien så den marginaliserer mennesker ud i en situation, hvor disse medborgere IKKE kan bidrage optimalt til samfundsøkonomien, og fører samtidig en politik, der arbejder aktivt i den samme retning. Det er ikke kun groft urimeligt og umenneskeligt. Det er også utroligt kontra-produktivt og ineffektivt set fra en samfundsøkonomisk synsvinkel, især set i lyset af
– at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft.
– at en stigende del af samfundets borgere piskes med faldende sociale ydelser.
– At en stigende del af befolkningen presses længere og længere væk fra et arbejdsmarked, der stiller et stadig stigende krav til sine medarbejdere om uddannelse og erfaring, noget som langtidsledige har svært ved at præstere, især hvis de er uden uddannelse.
– at der gennem flere år er gennemført konstante nedskæringer på uddannelser og en lang række andre samfundsnødvendige tiltag, der ellers skulle sikre samfundets, bl.a. økonomiske, sammenhængskraft samtidig med at der er gennemført topskattelettelser for at øge et arbejdsudbud, der ikke kan realiseres, fordi der mangler uddannet arbejdskraft.
Jordværdibeskatning kan bedst visualiseres som lejeværdi af den jord, som ens ejendom er placeret på. Man lejer jorden og ved en ejendomshandel er det kun selve de menneskeskabte forbedringer, der skal købes. Betalingen af jordens lejeværdi overføres blot til den nye ejer. Et givent lån skal altså ikke også finansiere og forrente jordens fulde handelsværdi, men kun selve huset mv.
Kapitaliseringsgevinster fra handel med jord er samfundsskabte; et resultat af alle borgeres indsats som arbejdskraft, investorer og forbrugere. Alle borgere har sin lige andel i at disse værdistigninger opstår. De er et resultat af, at betingelserne for økonomisk aktivitet konstant forbedres som et resultat af samfundets udvikling og menneskers indsats som forbrugere, arbejdere og investorer.
Det er derfor rimeligt, at menneskers bidrag til samfundsøkonomien friholdes for beskatning, mens det provenu, der skal dække de offentlige udgifter hentes fra de arbejdsfrie kapitaliseringsgevinster, der opnås ved det blotte råderet over jord, og at et evt. overskud fordeles til alle som en borgerløn.
Det er den ultimative form for samfundssind – vi deler samfundets merværdi med hinanden, men undlader at beskatte det som andre tjener ved egen indsats.
Spekulativ økonomi
Det er derimod IKKE rimeligt, at disse kapitaliseringsgevinster bliver ophobet som en del af formuer hos den rigeste del af befolkningen. Det er heller ikke rimeligt eller fornuftigt, at finansinstitutter ophober disse værdier, f.eks. i kraft af afkastet fra en opskruet gældsbelastning i f.eks. ejendom til forrentning af jordens handelsværdi, og derefter anvender disse ellers samfundsskabte værdier til egen vinding, f.eks. ved spekulative gevinster ved jord- og/eller valutaspekulation og andre arbejdsfrie fortjenester. Med jordværdibeskatningen opnås forhåbentlig, at alle disse kapitaliseringsgevinster kanaliseres over i statskassen som første stop. Derved vil muligheden for at opnå gevinster ved spekulative tiltag først formindskes og senere forsvinde. Vi vil med tiden få et samfund uden arbejdsfrie fortjenester og med en minimal ulighed. Ulighed vil kun kunne opstå ved at individer vælger at levere en større arbejdsindsats end andre, evt. til en højere løn.
Risikoen for kriser, f.eks. fremkaldt af en gældsbelastning, der overstiger den reelle handelsværdi af ejendomme, vil blive markant mindre, måske sågar forsvinde, dels fordi gældsbelastningen ved køb af ejendomme bliver markant mindre, dels fordi det ikke længere er mulighed for at opnå kortsigtede gevinster ved kunstigt at skrue ejendomsværdierne og især jordværdierne i vejret.
Offentlige udgifter
Mange borgerlige politikere, men også ofte midterpartierne, serverer ofte den floskel, at penge har det bedst i borgernes lommer. Det er korrekt til en vis grad, så længe offentlige udgifter finansieres af beskatning af den produktive økonomi. Når en krone skabt ved arbejde eller investering beskattes, formindskes det beløb, der er til rådighed til geninvestering i den produktive økonomi.
Det er dog ikke en generel sandhed, at det offentlige pr. automatik belaster det private initiativ – den holdning er stærkt forsimplet. Det handler om at finde den optimale balance mellem offentlig og privat økonomi. Det offentlige leverer en lang række uundværlige tjenester, lige fra generel administration, over uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje til børnepasning osv.; disse tjenester kan samfundet ikke undvære. De er en central forudsætning for en velfungerende økonomi, også erhvervsøkonomi.
Under coronakrisen har vi fået et bevis for endnu en offentlig service vi ikke kan undvære: at holde skuden over vande når der er en økonomisk krise. Denne optimale balance mellem privat og offentlig økonomi er ikke en konstant størrelse. Den er dynamisk afhængig af de til en hver tid gældende samfundsøkonomiske vilkår. Er der en recessiv krise er offentlige investeringer en forudsætning for at genskabe grundlaget for private investeringer. Når der ikke er krise bør det offentlige forbrug indskrænkes til det, der er nødvendigt for at udbyde de førnævnte tjenester, som det offentlige er de eneste, der kan varetage. Den optimale balance vil befinde sig et eller andet varierende sted imellem disse to ekstremer.
Når vi opnår en offentlig økonomi baseret på indtægt fra jordværdibeskatningen, er problemet forsvundet. De offentlige udgifter finansieret af jordværdibeskatningen vil ikke længere blive taget fra den produktive økonomi. Den vil tværtimod frigøre den produktive økonomi fra indkomstbeskatningen.
Jordværdibeskatning har den enorme fordel i forhold til indkomstbeskatning, at jord er en uundværlig forudsætning for enhver økonomisk aktivitet. Beskatning af jordens værdi ændrer ikke på nødvendigheden af jord som produktionsfaktor og forudsætning for beboelse osv.. Jordens handelsværdi siges at være uelastisk i forhold til beskatning.
Det sociale område – samfundssindet.
Den centrale fokus for denne nye beskatningsform er at skabe det inkluderende samfund. Et samfund, hvor selv gadefejeren bliver behandlet som endnu et ligeværdigt tandhjul i det store samfundsmaskineri sammen med alle os andre. Et samfund, hvor der ikke findes strukturel eller de facto fattigdom; hvor ingen børn uddannes til bistandsmodtagere og hvor ingen mennesker bliver udnyttet som billig, smid-væk arbejdskraft.
Et samfund hvor mennesker ikke bliver tvunget til at leve af almissser, men derimod af det de selv skaber, ved deres egen arbejdskraft og ved deres andel af de samfundsskabte værdier.
Det vil være et samfund i skarp kontrast til konkurrencestaten.
Vil der være nok?
Et logisk spørgsmål er om der er tilstrækkeligt provenu at hente i kapitaliseringen af jordværdier og dermed jordværdiskatten til at dække alle nuværende og fremtidige offentlige udgifter. Det kan ingen vide på forhånd, men min argumentation i kort udgave lyder som følger:
I en situation hvor værditilvæksten hæmmes af indkomstbeskatning, er der provenu nok til at dække både offentlig og privat økonomisk aktivitet. I en situation hvor værditilvæksten ikke længere hæmmes af indkomstbeskatning mv. er der ikke nogen fornuftig grund til at formode at der ikke vil være provenu nok
.To citater fra tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i en personlig kommunikation:
”Historisk er boligpriserne og især grundpriserne i Danmark i det lange løb steget væsentligt hurtigere end de almindelige forbrugerpriser.”
”De underliggende mekanismer bag værdistigningerne kan forklares som følger: Hvis den samlede jordrente udgør en nogenlunde konstant andel af nationalproduktet i det lange løb, så vil jordrenterne i gennemsnit stige i samme takt som bruttonationalproduktet, der som bekendt har en tendens til at stige hurtigere end forbrugerpriserne, primært som følge af produktivitetsstigninger.”
De offentlige udgifter styres af de samme mekanismer som forbrugerpriserne, og vil derfor stige med nogenlunde samme takt, bortset fra politiske beslutninger om besparelser eller det modsatte.
Forslaget er stillet og støttet af følgende:
Forslag stillet af:
Kontaktoplysninger:
Uffe JensenHerning
E-mail: uffe.jensen@fiberpost.dk: Tlf.nr.: 22554092
Medstillere:
Kontaktoplysninger:
Uffe Kjær MadsenSilkeborg
E-mail: uffemgcc@gmail.com: Tlf.nr.: 40363175
Erik Winther BoesenSkanderborg
E-mail: erikboesen@mail.dk: Tlf.nr.: 41516630
Karl Henning MikkelsenIkast-Brande
E-mail: info@karlhenning.bio: Tlf.nr.: 41164842
Retsdemokrati 