Demokrati er et smukt princip. Desværre har realiseringen af princippet medført, at det er blevet udvandet til ukendelighed.

Det politiske spil for at blive genvalgt er blevet skævvredet så der er mere fokus på at beholde magt til at gennemføre sin egen politik, end at sikre, at det rent faktisk er befolkningen, der styrer politikere og dermed den førte politik. Den reelt førte politik er blevet dissocieret fra befolkningen; den får lov at sætte et kryds, men det kryds giver rminimal indflydelse på den førte politik, og det eksisterende valgsystem forhindrer en effektiv periodisk udluftning i den politiske virkelighed.

Det er den selvbestaltede elite, der sikrer sin egen eksklusive adgang til stemmesedlen, takket være systemet med politiske partier, der gør alt for at spænde ben for politiske alternativer. Det er den økonomiske elite, der med kammeratlige aftaler med politikere sikrer deres kortsigtede interesser, på bekostning af de politiske holdninger, der reelt er fremherskende i befolkningen.

”Folkestyre” er blevet til ”styring af folket” – det modsatte af demokrati, der handler om, at folket styrer politikerne.

Demokrati i denne sidstnævnte betydning forudsætter:

1) Den lige ret for alle til at deltage i frie og umanipulerede valg af parla­mentsmedlemmer, der som de eneste har retten til at vedtage love.

2) Retten til at kunne vælge parlamentsmedlemmer, der ærligt, redeligt og åbent arbejder for at gennemføre de valgløfter, som de fremsatte før valget

3) En stringent opdeling af den politiske magt. Den bør opdeles, ikke i tre dele, men i fire dele, idet den lovgivende magt kan og bør inddeles i to:

  • Magt til at fremsætte lovforslag. Vælgernes direkte valgte repræsen­tanter skal have denne ret – dvs. parlamentet. Den kan desuden tildeles per­soner med sæde i en regering – ministre, og evt. befolkningen direkte, f.eks. ved indsamling af et antal underskrifter bag forslag.
  • Magt til at vedtage lovforslag. Denne magt skal placeres hos repræsen­tanter for befolkningen valgt ved direkte valg – et direkte folkevalgt par­lament. Der skal ikke være strukturelle adskillelser mellem befolkningen og dem, der vedtager lovforslag, f.eks. udnævnelser til minister, kommis­sær mv., dvs.: denne magt skal IKKE tildeles ministre, EU-kommissærer eller andre personer, der blot er udnævnt, men ikke direkte valgt til posten. Det folkevalgte parlament skal desuden være repræsentativt for variati­onen af holdninger hos vælgerne, ved at have et tilstrækkeligt stort antal medlemmer, sammenlignet med antallet af vælgere.
  • Udøvende magt. Skal placeres hos en regering bestående af personer, der er udnævnt af et direkte folkevalgt parlament, ikke hos personer der er udnævnt af personer, der i forvejen er udnævnt – som det er tilfældet i EU. Ministre vil dog typisk have en vis lovgivende magt angående den de­taljerede implementering af lovgivning, f.eks. ved udarbejdelse af mi­nisterielle vejledninger og cirkulærer, men denne mulighed for at detal­jestyre implementeringen af love vil være begrænset af lovgivningen. Personer udnævnt til minister skal ikke samtidig have sæde i parlamentet med stemmeret – men dog gerne taleret. En minister er blot en embedsperson i en tidsbegrænset stilling.
  • Den dømmende magt skal placeres hos domstole, der er uafhængige af regeringer og parlamenter. Der skal kun kunne dømmes ud fra konkret lovgivning, ikke traktater eller lignende, som det er tilfældet i EU.

Det er stemmesedlen, der er adgangsbilletten til magt. Så skal politikerne styres, skal skævvridning af denne adgang til stemmesedlen forhindres.

Det er kun mennesker, der kan stilles til ansvar. Det er kun mennesker, der kan handle i overensstemmelse med de holdninger de blev valgt på – eller det modsatte.

Dermed er det kunne mennesker, der skal kunne sættes kryds ved på stemmesedlen. Vælgerne skal tvinges til at stemme personligt, og lister baseret på politiske partier skal fjernes fra stemmesedlen. Et politisk parti er blot en klub med alt hvad det indebærer. Men politiske partier har fået tildelt en særstatus, som andre klubber ikke har; som en juridisk person, der kan vælges som en helhed, og partiets kandidater kan blot gemme sig bag spidskandidaten og håbe, der kommer stemmer nok.

En af konsekvenserne er partidisciplin: Selvom hver kandidat er valgt på lige fod, er der nogen, der har mere ret til at bestemme end andre. En klar skævvridning.

Styring af regnedrengene i ministerierne er en anden magtfaktor, der er blevet skævvredet. Embedsmændene har pligt til at adlyde den til enhver tid siddende minister, og har derved fået begrænset sin faglige frihed og ansvarlighed. Embedsmænd bør være parlamentarikernes embedsmænd, ansat af parlamentets ledelse, og med frihed til at løse opgaver stillet af parlamentarikere eller ministre, i overensstemmelse med deres egen faglighed, ikke dikteret af opgavestilleren.

Den politiske magtbalance skal skubbes fra at være regeringsdomineret til at være domineret af parlamentsmedlemmerne. Regeringen skal blot være parlamentets politiske håndlangere, der varetager og udøver den politik, som parlamentet vedtager. Det handler om regeringsdannelse og blokpolitik. Et opgør med to-parti-princippet, der er så fremherskende i de fleste lande, der påstår de er demokratiske, skal bekæmpes, ikke mindst ved at fjerne partierne fra stemmesedlen. Det vil medføre, at selvstændige kandidater nemmere vil kunne komme på stemmesedlen, og det ville være nemmere at slippe af med parlamentarikere, der ikke overholder deres valgløfter, eller fører en politik i modstrid med flertallet i befolkningen.

Overstatslig lovgivning fra f.eks. EU er nødvendig, for at finde fælles løsninger til grænseoverskridende problemer. Men det skal ikke være den overstatslige myndighed, der selv fastlægger hvilke politiske problemstillinger, der bedst håndteres overstatsligt. Det skal heller ikke være muligt at lovgive hen over hovedet på nationale parlamentarikere.

Al lovgivningsmagt skal tilbage til de nationale parlamenter. Overstatslige myndigheder skal struktureres som inter-parlamentære alliancer, hvor der er nationale parlamentarikere fra flere lande, der samarbejder om at fastlægge hvilke lovgivningsområder, der skal styres overnationalt, og som udformer lovforslag. Der kan med fordel være et overnationalt parlament, som fælles samarbejdsforum.

Men lovene skal vedtages i nationale parlamenter.

Der kan læses mere her og og i min bog, især kapitel 7.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s