Ifølge Kristian Jensen fra Venstre bygger dansk kultur på den kristne tro; ideer om næstekærlighed og menneskers lige ret og ligeværdighed.

Bygger det danske samfund også på den kristne tro? Bliver der praktiseret næstekærlighed i det danske samfund i det daglige i forholdet mellem virksomheder og deres ansatte og imellem politikere og deres medborgere?

Det danske samfund bygger på liberalismen – frihed for alle, i princippet.

Det lyder jo godt, men reelt betyder liberalisme frihed for nogle på bekostning af andre. Liberalismen bygger kun på kristne værdier i diverse skåltaler; i den virkelige verden er sandheden markant anderledes.

Den økonomiske ulighed i Danmark stiger. Siden 2008 er antallet af danskere der lever i fattigdom og ikke mindst antallet af børn der vokser op i fattigdom, mere end fordoblet. Så der er nogen, der er mere lige end andre. Der er nogen, der har mulighed for at praktisere mere frihed end andre, og nogle af disse andre har fået indskrænket deres muligheder for frihed.

Det danske samfund er ikke særligt inkluderende. Det gælder det sociale hierarki hvor bestemte boligområder udnævnes til at være ghettoer – områder hvor en vis andel af beboerne er langt nede på det sociale hierarki. Det forsøges løst ved at rive bygninger ned i en situation, hvor der er mangel på bolig, som disse uheldige kan betale. Det gælder hele tankegangen om at klientgøre mennesker; de skal blot arbejde, og hvis ikke det sker, skal de og deres børn vokse op nederst på den sociale rangstige som almisse modtagere, aktivt nedgjort og udskældt af politikere, der bruger dem som et middel til at blive genvalgt.

Det gælder hele det social system hvor mennesker nederst på den social rangstige blot skal stå til rådighed som økonomisk livegne, for et samfund som ikke står lige så meget til rådighed for dem, som for toppen af den samme rangstige.

Er det særligt kristent?

Et gennemtænkt forsøg på at løse disse sociale problemer og hjælpe folk ud af den sociale sump er ikke eksisterende. Nej, beskeden er simpel: det er dit ansvar at stå til rådighed! Men hvad med at stille samme krav til samfundet: at det også skal stå rådighed for alle sine medborgere, ikke kun dem, der er i arbejde.

Som socialklient udvikler man ret hurtigt den holdning: hvorfor skal jeg stå til rådighed for et samfund, som ikke står til rådighed for mig – som  aktiv bagtaler mig og nedgør mig, især når der er valgkamp.

Men selv ikke dem, der er i arbejde, bliver inkluderet på lige fod med alle andre, især ikke dem, der arbejder for det offentlige. Der sker konstante nedskæringer på offentlige budgetter, så der kan skabes plads i det berømte råderum til skattelettelser til den rige del af befolkninger, så de kan føle sig lidt mere inkluderet end de allerede gør – på bekostning af de offentlige ansatte, som kommer under så hårdt pres, at en stigende del enten forlader deres job eller bliver fysisk eller psykisk nedslidt af at skulle levere det serviceniveau som samfundet har brug for, til et budget der til stadighed bliver beskåret.

Resultatet er ikke kun menneskelig nedslidning. De offentlige services, der spiller en central rolle for samfundets velsmurte funktion, bliver også nedslidt. Det rammer hele samfundsøkonomien. Men skidt: de rige skal have deres skattelettelser. Det hjælper jo med at få gang i hjulene. Det skaber investeringer, der forøger arbejdsudbuddet, så vi får økonomisk vækst; halleluja.

Selv det standardargument fra de liberale holder ikke en millimeter. Det kunne være sandt i et samfund hvor alle dele af økonomien var i nogenlunde balance – f.eks. balance mellem udbud af arbejdspladser og udbud af arbejdskraft med de rette kvalifikationer. Men det er netop her det halter – der mangler uddannet arbejdskraft i Danmark i ekstrem grad. Så private virksomheder vil ikke investere i tilstrækkeligt omfang fordi de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft; den eneste anden mulighed er at kæmpe indbyrdes om den kvalificerede arbejdskraft, der allerede er i arbejde – det kan de kun gøre ved at forøge lønningerne; ikke en særlig attraktiv situation.

Alt dette sker samtidig med at en stor del af den potentielle arbejdskraft befinder sig nederst på den sociale rangstige uden reel adgang til arbejdsmarkedet og ikke mindst de kvalifikationer der er brug for at kunne få et arbejde. Det sker samtidig med at de liberale skærer ned på det sociale område, og ikke mindst på uddannelse. Disse ansvarlige politikere arbejder med andre ord målrettet på at skabe endnu mere ubalance mellem udbud at arbejdspladser og udbud af kvalificeret arbejdskraft. Dybt uansvarligt.

Det danske samfund er ekskluderende overfor en stor del af sine medborgere.

Vi skal alle huske på, at politikere også er bistandsmodtagere – de lever også af overførselsindkomster. Men de har friheden til at bevilge sig selv endnu flere af skatteydernes penge.

Måske skulle vi have indført et kontanthjælpsloft for politikere. Det skal sættes lavt, så de måske ville overveje at få sig et arbejde, hvor de rent faktisk bidrager til at hjælpe andre mennesker.

Det liberale samfund – hvor går det galt?

Det første punkt er, at de værdier der dannes i kraft af at samfundet udvikler sig, dvs. forbedrer vilkårene for økonomisk aktivitet, ryger i lommerne på eliten og ikke mindst finansvirksomhederne. Samfundets udvikling forbedrer de økonomiske vilkår som et resultat af at alle samfundets medborgere bidrager; som forbrugere, som arbejdskraft, som investorer. De skaber en merværdi ved denne fælles indsats, der kommer til udtryk som kapitalisering af jordværdier – når de økonomiske vilkår forbedres for alle, bliver jord mere attraktivt, idet enhver økonomisk aktivitet forudsætter adgang til jord; dermed stiger markedsprisen på jord, som et resultat af samfundets udvikling.

Denne merværdi ryger som udgangspunkt i jordejernes lommer, men reelt vil en meget stor del blive kanaliseret over i finansvirksomheder, idet adgang til jord kræver gæld, og gæld skal tilbagebetales med renter.

Der skal skelnes mellem den produktive økonomi, der skaber serviceydelser og produkter, og den spekulative økonomi. Sidstnævnte bidrager kun i begrænset omfang til den produktive økonomi, og kun i kraft af risikovillig kapital. Men størstedelen af det provenu, der flyder igennem den spekulative økonomi er arbejdsfrie fortjenester, og de har alle deres oprindelse i kapitaliseringen af jordværdier. De er reelt let tjente penge – vel at mærke andre menneskers penge.

Et andet punkt er den nærmest religiøse tro på markedskræfterne og deres evne til at skabe perfektion.

My study of economics had taught me that the ideology of many conservatives was wrong; their almost religious belief in the power of the markets – so great that we could largely simply rely on unfettered markets for running the economy – had no basis in theory or evidence.

(Joseph Stiglitz: People, Power and Profits. Penguin Random House, UK, 2019).

Det er den forældede kapitalistiske (og neo-liberale) tankegang, at blot markederne holdes fri for politisk styring, vil markedskræfterne automatisk få alle aspekter af det makroøkonomiske maskineri til at køre velsmurt og problemfrit. Selv hvis en økonomi viser recessive tendenser skal markedskræfterne pr. definition blot have tid til at løse problemerne automatisk: Priser vil falde, lønningerne vil falde osv.; det hele vil ske af sig selv. Det var den tankegang, der førte til den store depression i 20’erne og 30’erne, hvor det blev klart bevist at det er noget sludder. Det er også den tankegang der forhindrede EU i at få bekæmpet den krise, der startede i 2008 lige så effektivt og hurtigt som f.eks. USA.

Det er den tankegang, der gennemsyrer politiske partier som Venstre, Konservative og Liberal Alliance, men både socialdemokratiet og de Radikale fører ofte rendyrket liberal politik.

Det er den tankegang, der gør at liberalisme handler om frihed, men kun for eliten, betalt af de svageste.

Liberalisme er blot oldgammel beton-kapitalisme. Historien har for længst bevist, at den er destruktiv, destabiliserende og aktivt ulighedsskabende. Den skaber periodisk tilbagevendende kriser f.eks. når der opstår ubalance imellem opskruede ejendomspriser, der medfører en gældsbyrde der overstiger den reelle markedsværdi af disse ejendomme. Denne opskruning af ejendomspriser skyldes hurtige og ofte store profitter opnået ved spekulation i kapitalisering af jordværdier.

Den medfører at de få, der er i stand til at maksimere deres arbejdsfrie fortjenester løber fra de svageste i samfundet. Det forøger konstant uligheden.

Friheden på markederne handler ikke kun om balancen mellem produktion af varer og tjenesteydelser på den ene side og efterspørgslen efter disse. Det handler også om balancen mellem udbud af arbejdspladser og efterspørgslen efter disse; tilgængeligheden af kvalificeret arbejdskraft. Det handler desuden om friheden til at opnå arbejdsfrie fortjenester ikke mindst på de finansielle markeder: retten til at tjene andre mennesker penge, på tværs af grænser. Det er de processer der skaber de enorme rigdomme for nogle, og de samme processer, der skaber fattigdom for de svageste.

Kapitalismen/liberalismen skaber ikke kun økonomisk ulighed ved en ensidig ”grådighed er godt”-tankegang. Den samme tankegang står bag den ekstrem vækst i ressourceforbrug, der står bag alle forurening, klimaændringer, naturvandalisme osv. Liberalisme er en altødelæggende politisk-økonomisk ideologi.

Hvordan skaber vi det inkluderende samfund.

Det første punkt:

Kapitalisering af jordværdier er et resultat af en fælles indsats af alle medlemmer af samfundet. Det er derfor logisk, at disse værdier bør fordeles ligeligt mellem alle samfundets medlemmer.

Det er ligeså logisk, at de værdier, der skabes ved hvert menneskes arbejdsindsats ikke skal beslaglægges af andre, heller ikke staten, ved beskatning.

Den logiske konsekvens er, at de fælles udgifter til dækning af de services der udbydes af det offentlige dækkes af de værdier vi skaber i fællesskab, mens udbyttet fra individers arbejdsindsats, friholdes for beskatning. Dette er liberalistens våde drøm: at skat på arbejde fjernes. Han har blot glemt at tænke noget andet ind som erstatning.

Princippet er ellers simpelt: der skal indføres en jordværdibeskatning, der gradvis over f.eks. 20 år, erstatter enhver form for beskatning af indkomst. Denne jordværdiskat skal have et omfang, der forhindrer arbejdsfrie fortjenester opnået ved råderet over jord – den skal med andre ord flytte kapitaliseringsgevinsterne over i statskassen. Indkomstskat i enhver form beskatter værdiskabelse, og hæmmer derved værdiskabelse. En beskatning af jordens kapitaliseringsgevinster forhindrer arbejdsfrie fortjenester. Disse fortjenester er ikke andet end finansvæsenets og jordejeres beskatning af den produktive økonomi; en beskatning der kommer oven i indkomstbeskatningen.

En jordværdibeskatning skal erstatte indkomstbeskatning, og vil dermed lette det samlede beskatningstryk. Er der overskud fra inddragelsen af kapitaliseringsgevinsterne, skal dette overskud fordeles ligeligt til alle medlemmer af samfundet, som en borgerløn.

Det er inkluderende fordi alle samfundets medborgere får deres andel af samfundets fælles værdier. Det er inkluderende fordi menneskers løn ikke beskattes: værdien af den jord dit hus ligger på beskattes. Værdien af dit hus, dit haveanlæg og solcelleanlæg osv. beskattes derimod ikke. Hvis du begynder at arbejde 10 timer mere om ugen medfører det ikke, at du skal betale mere i skat.

Det samme gælder virksomheder: Værdien af den grund den ligger på beskattes, men ikke virksomheden som sådan. Dens udbytte beskattes ikke, dens investeringer i at skabe nye arbejdspladser og udvide produktionen og  det ekstra udbytte, der måtte kommer heraf, beskattes ikke.

Det bliver dermed nemmere/billigere at skabe nye arbejdspladser. Hvis samfundet samtidig investerer i en social rehabilitering af de svageste samt uddannelse, vil det kunne hjælpe rigtig mange mennesker opad den social rangstige, til gavn for os alle.

Det er kun retten til arbejdsfrie fortjenester, der beskattes, så vidt muligt i et omfang, der forhindrer arbejdsfrie fortjenester fuldstændig. Selvfølgelig vil samfundet udvikle sig og betingelser for økonomisk aktivitet vil forbedres. Det betyder også at potentialet for arbejdsfrie fortjenester vil stige, og beskatningen af en given jordparcel vil dermed stige. Men det er en del af generelle forbedring af samfundsøkonomien.

Det andet punkt:

Det rette udgangspunkt er den store Depression i 20’erne og 30’erne. Her skete der et skifte mellem den old-kapitalistiske tankegang og den moderne kapitalisme. Ind på scene kom John Maynard Keynes, en økonom med en helt andet tilgang til økonomi end den traditionelle. Hans grundtese var at økonomiske markeder ikke kan tåle at være frie i den absolutte betydning. Det offentlige bliver nødt til at styre markederne. Det handler om at finde den rette balance mellem frihed og styring.

• Det offentlige skal f.eks. forhindre at monopoler opstår, og  at markedsmekanismerne skaber overophedning, dvs. ubalancer mellem de forskellige dele af økonomien, f.eks. at profitter skabt af arbejdsfrie fortjenester overstiger de reelle belånte værdier.
• Det offentlige skal f.eks. sikre at der er de nødvendige serviceydelser, i form af et socialvæsen, et sundhedsvæsen, en infrastruktur til skatteopkrævning, uddannelse, fysisk infrastruktur osv.
• Hvis en økonomi oplever recession med høj arbejdsløshed og stor social nød, vil det private erhvervsliv ikke kunne være den igangsættende faktor. Her er der brug for offentlige investeringer i jobskabelse, social genopretning og uddannelse.

Keynes analyse af realiteterne viste sig at være konstruktiv. Offentlig jobskabelse fik gang i hjulene og skabte en forøget købekraft så det private erhvervsliv igen kunne få udbytte af deres investeringer. En forsvarlig offentlig styring af finanspolitikken forhindrede nye overophedninger.

Uden Keynes analyse af situationen og implementeringen af hans anbefalinger, vil Depressionen ikke være blevet løst. Desværre er old-kapitalismen tilbage i form af neoliberalismen i fuld flor. Takket være globaliseringen er grådighed igen blevet godt. Samfundsøkonomien er igen domineret af den spekulative økonomi, og de hurtige, lette arbejdsfrie fortjenester skaber igen kriser og overophedning i økonomien.

Det ses ikke mindst i EU:  EU har gennemført en snæver styring af økonomien i eurozonens medlemslande. De normale makroøkonomiske værktøjer, som devaluering, offentlige investeringer og rentetilpasninger er strengt forbudt i den tysk-styrede eurozone, med det resultat at landene har brugt langt mere tid på at få vendt skuden efter krisen i 2008 i forhold til USA. Nøgletallene viser nu en vis fremgang, men stadig er der en enorm ulighed især i de syd- og østeuropæiske lande. Den fremgang nøgletallene viser har ikke bredt sig til de nedre dele af den sociale rangstige.

Med andre ord: det inkluderende samfund kan kun realiseres ved et opgør med den frie ”bevægelighed” for markedsmekanismer; et opgør med ideen om det frie marked der i sin automatik skaber perfekt balance imellem samfundets økonomiske tandhjul. Denne perfektion er en illusion; måske nærmere en manipulation, der dækker over et bevidst ønske hos de liberale om at fastholde uligheden i samfundet, så de rige kan fortsætte med at skumme fløden.

Dette opgør handler ikke kun at det offentlige skal styre graden af frihed for markedsmekanismerne. Den handler i endnu højere grad om at tage vinden ud af sejlet på de arbejdsfrie fortjenester: Den førnævnte jordværdiskat. Den vil suge størstedelen af det provenu som spekulationsøkonomien misbruger til at skabe arbejdsfrie fortjenester, ud af spekulationsøkonomien, så den i højere grad kommer til at leve af blot at formidle risikovillig kapital.

Det er inkluderende fordi det er en alvorlig dæmper på de mekanismer, der skaber uligheden i samfundet. Den øverste del af rangstigen får ikke længere muligheden for at udnytte arbejdsfrie fortjenester til at skabe afstand til bunden. Det offentlige vil kunne spille en langt mere aktiv og konstruktiv rolle for at hjælpe de svageste tilbage til aktiv samfundstjeneste, om ikke som arbejdere, så i det mindste som forbrugere. Det vil blive finansieret af de værdier, vi er fælles om at skabe, mens menneskers arbejdsindsats bliver friholdt for beskatning. Der vil måske – sandsynligvis vil jeg påstå – blive råd til en borgerløn, der vil bidrage yderligere til at udligne de socioøkonomiske skævheder. Denne samfundsmodel er ikke den fuldstændige og endelige løsning på alle socioøkonomiske problemer. Men den vil udgøre fundamentet under et samfund, der ikke lider af de samme automatskævheder, som det neoliberale samfund. Den vil heller ikke lide af de skævheder, som karakteriserer det socialistiske samfund, som reelt blot er en afart af den kapitalistiske; staten får rollen som den kapitalstærke monopolist, mens alle borgere blot bliver bistandsklienter.