Gensidig medmenneskelighed, på tværs af grænser.

Alle verdens ledere taler om den globale verden, hvor alle landes befolkninger deltager i det fælles verdensomspændende marked som forbrugere, på lige fod. De nationale grænser vil gradvist blive udvisket, om ikke politisk, så i det mindste økonomisk og handelsmæssigt; enhver erhvervsmands vådeste drøm: den totale frie bevægelighed for arbejdskraft, produkter og finansafkast. Det er quintessensen af de frie markeder, hvor de stærkeste udkonkurrerer de svagere, og derved reducerer de svagere til ufrivillige leverandører af overskud til de stærkeste, der har nok, men ikke kan få nok..

Det er det der er sket i den virkelige verden, hvor forskellen mellem de rigeste få og de fattige mange bliver stadig mere markant.

Med er det godt? Er grådighed virkelig konstruktiv? At afholde flertallet af verdens befolkning i at bidrage optimalt til økonomisk aktivitet, og at have retten til deres retfærdige, lige andel af udbyttet, er reelt en hindring for sund økonomi. Det er også den vigtigste grund til den overforbrug af ressourcer, der medfører den miljømæssige destruktion af vores fælles levevilkår.

Så mon ikke denne våde drøm mere handler om at tisse i bukserne end en happy ending.

Den frie adgang til andre landes arbejdskraft, den frie adgang til andres landes markeder for sine egne produkter, samt den frie bevægelighed for finansafkast er ikke lige frihed for alle; det ender i ulighed for de mange, der ikke vinder i konkurrencen, fordi de reelt ikke har ligeret til afkastet af økonomisk aktivitet i de enkelte lande, og fordi svagere økonomier bliver udsuget af stærkere økonomi.

Det er her vi har humlen: I et politisk og økonomisk system med frie muligheder for at skævvride markedsmekanismerne, så de netop IKKE giver lige muligheder for alle, vil der altid være flere ofre for konkurrencen end vindere.

Der har vi så én af de to hovedårsager til migration: hvis en stigende andel af befolkningen i et land ikke kan realiserer selv de mest basale behov, vil en stigende andel af dem søge væk fra deres hjemland og nogle vil sågar søge langt væk – se mere her.

Medmenneskelighed på tværs af grænser begynder med et opgør med en global økonomi med fokus på at skabe et globalt marked hvor alle lande bliver manipuleret til at stille deres økonomier til rådighed for de stærkeste aktører på dette globale marked.

Nationale økonomier skal have friheden og tiden til at udvikle sine egne markeder; tiden og friheden til at investere i udviklingen af de infrastrukturer, der er nødvendige for at alle regioner i landet kan bidrage optimalt til nationens økonomi; tiden og friheden til at skabe en økonomi, der fremmer lokal produktion og salg af lokale produkter, fremfor at få sit marked oversvømmet med produkter fra økonomier, der har sit på det tørre.

Vi skal med andre ord de-globalisere den globale økonomi – ikke af-globalisere den, men blot skifte fokus væk fra den af-nationalisering, som kendetegner den nuværende globalisering, der bliver tvunget igennem af de stærkeste økonomier og deres håndlangere: primært IMF, OECD, WTO og delvis Verdensbanken. Focus bør ændres til at skabe forudsætningerne for at nationale økonomier kan udvikle sig på egne forudsætninger, til et styrkeniveau, der gør det muligt for dem at klare sig på de internationale markeder.

Det vil også kunne få stor effekt på klimabelastningen, når markant færre råvarer, delprodukter og færdige produkter skal transporteres på kryds og tværs af kloden – se mere her.

Der er en forudsætning for at alle borgere i en nation kan komme til at bidrage optimalt til den nationale økonomi ved at sikre at alle nationens borgere får lige ret til de samfundsskabte værdier (se mere her) og uindskrænket ret til sit eget arbejdsudbytte (Se mere her).

Men alt dette er langtidsprojekter: Her og nu har kloden et alvorligt problem med mennesker der føles sig tvunget til at forlade deres egne hjemlande eller hjemregioner af forhold som de ikke selv har kontrol: væbnede konflikter eller fattigdom skabt af globalisering. 68,5 millioner mennesker er flygtet fra deres hjemområde ifølge UNHCR (2018) (kilde). Omkring 85% forbliver i udviklingslande; dvs. 15% (ca. 10 millioner) ”belaster” de såkaldt udviklede lande, med ophold, asylansøgninger, sociale foranstaltninger, parallelsamfund osv.

Det er et faktum vi er tvunget til at leve med her og nu. Vi kan ikke bare sende dem tilbage: årsagerne til at de flygtede er ikke blevet løst, og hvis vi forøger belastningen af disse i forvejen belastede lande, vil disse lande blot blive yderligere destabiliserede.

Langtidsløsningen er skitseret foroven: hvis hjemlandene får lov at udvikle sig til nationer med et stærk socioøkonomisk fundament, og med alle borgeres lige ret til samfundets afkast, vil en meget stor del vælge at flytte tilbage til deres eget land, eller egen kulturkreds. Ganske simpelt fordi den pågældende nation vil få muligheden for at opbygge en socioøkonomisk struktur, der aktivt vil bekæmpe ulighed og fattigdom. Det er selvfølgelig det vi bør arbejde hen imod.

Men indtil da har vi et problem. ”De fremmede”, der rent faktisk kommer, bliver i stor stil ved med at blive behandlet som fremmede, som en belastning, fremfor en ressource på lige fod med andre borgere.

Politikere udnytter især muslimske befolkningsgrupper som prügelknabe for deres politiske magtambitioner. De fremmer, med velberådet hu, en generaliseret frygt for danskhedens fremtiden, og dermed et generaliseret had mod disse befolkningsgrupper.

Men er dette en reel frygt? Måske, men vi kunne selv blive en del af løsningen. Vesten har ikke just behandlet den muslimske verden konstruktivt. Med USA i spidsen har vi kæmpet for at opnå kontrol med olie ressourcer, hjulpet af magteliten i de olie-producerende lande, der har kæmpet for at berige dem selv. Det har skabt en politisk realitet som er i diametral modsætning til islamisk kultur. Vesten og andre har udkæmpet krige i muslimske lande, og har dræbt i tusindevis. Det er her starten på den islamiske ekstremisme og terrorisme skal findes. Vi, Vesten, har en stor del af skylden for dette, og vi har også ansvaret for at blive en del af løsningen.

Ved at fremme dette generaliserede had, og ved konstant at nedgøre muslimer skyder disse politikere deres eget samfund i foden. En stor del af befolkningen overtager denne frygt uden yderligere omtanke. Det skaber parallelsamfund: når man ikke kan finde accept fra ens samfund, så skaber man parallelsamfund. Simpel logik.

Men parallelsamfund er ikke kun muslimske. De kan også dannes af rent sociale årsager, når mennesker på den sociale bund samles i socialt boligbyggeri, såkaldte ghettoer. Det skaber blot endnu et instrument til illustration af politikeres handlekraft – ghettobekæmpelse.

Parallelsamfund er ikke kun udbredt i den lave ende af den sociale skala. Det nordsjællandske strandvejsområde og Frederiksberg er andre eksempler på samfund med meget lidt fornemmelse for hvad der sker i andre dele af samfundet. De lever i deres helt egen verden.

Christiansborg er nok det meste intense parallelsamfund vi har.

Indvandring er et faktum. Omfanget kan og bør mindskes markant, men det opnås ikke ved at nedgøre indvandrerne. Vi opnår det ved at bekæmpe de mekanismer, der skaber ønsket om udvandring. Det skal løses ved kilden – det nytter ikke noget at vente indtil problemet rammer os. Nationalt set skal vi ikke bekæmpe parallelsamfund. Vi skal derimod bekæmpe de mekanismer, der skaber grobund for parallelsamfund, uanset om de befinder sig i den ene eller den anden ende af den sociale rangstige.

Mennesker har lige ret! Lige ret til at blive anerkendt som en ligeværdig del af det samfund de lever i; lige ret til at få muligheden for at bidrage til dette samfund, lige ret til at få tid til at tilpasse deres ofte ret fremmede kultur til det land de lever i. Der kunne nævnes mange flere aspekter. Disse rettigheder har samme gyldighed nationalt som globalt.