Først undfanger Frankrig ideerne om en økonomisk monetær union med en fælles valuta, der fastlåser landenes makroøkonomiske handlefrihed til den tyske udgave af EURO’en. Tyskland indser hurtigt, at det bliver tyskerne der vil komme til at betale gildet, så de stiller en række krav om budgetdisciplin til de lande, der ønsker at underkaste sig EURO’en, via først konvergenskravene og siden stabilitetspagten. Det medførte, at landenes handlemuligheder overfor recessive problemer i deres nationale økonomier blev afskaffet ved lov, bl.a. for at undgå at Tyskland kom til at miste konkurrenceevne i forhold til medlemslandene.

Da krisen i 2008 brød igennem viste det sig, at en lang række lande i især syd og øst fik endda overordentligt svært ved at hjælpe deres økonomier på fode igen – de almindelige makroøkonomiske værktøjer, som devaluering, rentetilpasninger og offentlige investeringer var blevet forbudt. Disse problemer er der stadig mange lande der kæmper med, ikke mindst Italien, Spanien og Grækenland. De er blevet nødt til at gældsætte deres lande, med det samme eller mere end deres BNP.

Nu kommer så krisen skabt af cEUROnaen. Nu synes de rige lande i Euroen, at disse gældsbelastede lande skal gældsætte sig endnu mere; EU skal nok hjælpe med penge, men kun som gæld. En meget hård besked til disse landes befolkninger: Vi låner jeg nogle flere penge, men I skal selv arbejde jer ud af gælden, samtidig med at I overholder de EU-regler, der forbyder jer at anvende de makroøkonomiske værktøjer, der kunne være effektive midler til genopretning. Disse lande får næppe lov til at bekæmpe arbejdsløshed med offentlige investeringer og de kan ikke devaluere deres egen Euro, for at forbedre deres egen konkurrenceevne i forhold til Tyskland. Det er jo ganske simpelt forbudt ifølge konvergenskravene og stabilitetspagten, og Tyskland vil næppe acceptere, at andre lande bryder disse regler i længere tid – selv om Tyskland og Frankrig faktisk selv rutinemæssigt bryder dem (kilde og kilde).