Liberal betyder reelt frihed for nogle og begrænsninger for de fleste. Den liberale grundtese er, at staten skal blande sig så lidt i samfundet som muligt, og at mennesker skal have muligheden for at skabe sin egen velfærd. Det er det samme ideal, der gennemsyrer USA, bedst kendt fra cowboyderne i det Vilde Vesten, der klarede sig selv uden statslig indblanding.

De liberale har tydeligvis den holdning, at dem der kradser løs på bunden af den sociale rangstige blot skal gøre det samme som deres rige counterpart.

Men mennesker er ikke isolerede øer i det socioøkonomiske ocean, eller den store uudforskede danske prærie. Det Jensen gør påvirker Hansen, og især gælder det, at de arbejdsfrie fortjenester som spekulanter skraber i egne lommer påvirker hele samfundet. Der er ikke værdier nok til rådighed i ligeligt omfang for alle, til at alle kan gøre det samme som de nordsjællandske strandvejsløver; fordi størstedelen af samfundets rigdomme er skævt fordelt i monstrøs grad, og det er det der forhindrer de svageste i samfundet i at realisere de frihedsgrader, som de liberale hylder.

Desuden gælder at selv private virksomheders økonomier hænger uhjælpeligt sammen med den offentlige økonomi, som et rævepar i parring. Virksomheder er afhængig af arbejdskraft og forbrugere. Det er blandt andet det staten kan producere: uddannede arbejdsparate mennesker, der færdiggør en uddannelse, og tager sig et arbejde. Men det forudsætter børnepasning, dels for at frigøre de voksne til deres arbejde, dels påbegynde klargøringen af disse børn til voksenlivet.

Det forudsætter et folkeskolesystem som ikke kører børnene i sænk psykisk med stadig større krav og ubrugelige nationale tests.

Det forudsætter et sundhedssystem, der kan bringe folk tilbage til aktiv tjeneste efter en periode med sygdom.

Blot for at nævne et par eksempler! De og mange andre services er det KUN det offentlige der kan udbyde. Det dur ikke at det offentlige udsultes blot for at give topskattelettelser.

Det offentlige system er en integreret og uundværlig del af samfundsøkonomien; der er simpelthen tale om en gensidig socioøkonomisk inseminering. Det private erhvervsliv skaber de værdier, der kan sælges. Det offentlige udfører en række services, som private virksomheder – ja, samfundet som helhed – ikke kan undvære.

Men de liberale har den grundholdning, at det offentlige skal udsultes så meget som muligt, for at skabe det berømte råderum til skattelettelser. Hver gang liberale tænkere kommer til magten skal der ske skattelettelser. Det er ligegyldigt om det er samfundsøkonomisk fornuftigt – den private andel af økonomien skal vokse uanset hvor meget dens afhængighed af de offentlige services derved udsultes.

Et eksempel er den mangel på kvalificeret arbejdskraft, der for tiden hærger den danske makroøkonomi. Den skyldes blandt andet (men ikke kun), at der er blevet skåret gevaldigt i det danske uddannelsessystem OG især at en stadig større del af den potentielle arbejdsstyrke er sparket nedad den sociale rangstige; alt sammen takket være liberale politikeres konstante og vedvarende nedskæringer af de offentlige budgetter, som når der skæres skiver af en gulerod, år efter år. Det offentlige kan ikke længere inseminere arbejdslivet med uddannet, arbejdsparat arbejdskraft i det omfang blandt andet det private erhvervsliv har brug for.

Det er det, der er resultatet af de klassiske liberale frihedsværdier, når de kombineres med betonkapitalismen.

De liberale har dog ret på ét punkt: indkomstbeskatning er samfundsødelæggende på lang sigt. Det dur ikke at beskatte værditilvækst – det er det der smører samfundsøkonomien. Ved at beskatte den er der mindre smøremiddel til rådighed for det samfundsøkonomiske maskineri. Så er der tandhjul, der bliver slidt og skævheder, der opstår. Selvfølgelig er det et problem, at en del af befolkningen er afhængige af ydelser fra det offentlige, taget direkte fra værditilvæksten, lige fra politikere og ministre, over offentligt ansatte, til socialklienter. I et indkomstbeskattet samfund vil alle disse mennesker leve af overførselsindkomster beslaglagt af andre arbejdsindkomst, også liberale politikere.

Det er denne socialdemokratiske samfundsmodel, som de liberale har bidraget til at fastholde i årtier, samtidig med at de bekæmper den med næb og klør. De har ikke noget alternativ – de har ikke fantasi til at forestille sig noget andet.

Løsningen er simpel:
Vi skal finde en anden kilde til beskatning.
Fremfor for at beskatte arbejdsfortjenester skal vi beskatte arbejdsfrie fortjenester.

Hvad er arbejdsfrie fortjenester?

Det provenu som de arbejdsfrie fortjenester bliver taget fra, er de samfundsskabte værdier. Efterhånden som samfundet udvikler sig blandt andet ved at forbedre sin infrastruktur, forbedres vilkårene for økonomisk aktivitet. Enhver økonomisk aktivitet har brug for plads til at udfolde sig på, dvs. den har brug for jord. Placering af denne jord er af vital betydning i forhold til muligheden for at maksimere udbyttet af en given økonomisk aktivitet. Det er en god ide at placere en virksomhed indenfor fiskeeksport i Hanstholm, hvorimod det måske er mere fornuftigt at placere en produktionsvirksomhed tæt på mere centralt beliggende byer.

Det er ikke en god ide at bygge et indkøbscenter langt fra beboelse og transportinfrastruktur.

At bo er også en økonomisk aktivitet, der i høj grad bidrager til samfundsøkonomien, med forbrug af varme og el, med transport mellem hus og arbejde og indkøb osv. Den optimale placering af ens bolig er afhængig af en lang række faktorer: skoler, indkøb, arbejdspladser, transport osv.

Der er derfor stor forskel på hvor attraktiv en given jordparcel er i forhold til den økonomiske aktivitet, der skal foregå på den. Det indebærer at den merværdi, der skabes ved samfundets udvikling, forbedrer mulighederne for økonomisk aktivitet. Denne merværdi kommer til udtryk som en stigning i jordens handelsværdi; jordens handelsværdi bliver med andre ord kapitaliseret, og dette provenu er samfundsskabt – et resultat af alle medborgeres samlede indsats, som arbejdere, investorer og forbrugere.

I det neoliberale samfund ryger dette kapitaliseringsprovenu primært i lommerne på kreditforeninger, banker mv., mens staten må se sig nødsaget til at beskatte arbejdsindsats.

Når man som familie skal have en bolig, uanset som det er leje eller eje, betaler man en stor del af sin husleje som afgift til kreditforeningen. Er det en ejerbolig skal man optage et lån til betaling af hele ejendommens værdi og forrente dette lån over typisk 20-30 år. Jordens fulde kapitaliserede værdi indgår i dette lån, og betales hver eneste gang en jordparcel skifter ejer.

Er det en lejebolig sker det samme, blot er der en mellemstation for penge flowet, nemlig ejeren af boligen.

Finansvirksomheder tjener den kapitaliserede jordværdi arbejdsfrit. De tjener reelt andre menneskers penge. Dette provenu fra jordværdierne bliver derefter brugt til at generere et endnu større arbejdsfrit provenu ved blot at handle med værdier, og ved at opkøbe jord, vente på at værdien stiger, og så sælge det. De tjener også arbejdsfrit ved at holde på deres penge, for derved at generere en stigende efterspørgsel efter risikovillig kapital, så prisen, dvs. renten, kunstigt presses i vejret. Desuden er kursmanipulation en stor kilde til arbejdsfrie fortjenester.

Al den provenu, der udnyttes for at opnå arbejdsfrie fortjenester, har sit udspring i jordens kapitaliserede værdi.

Vi så tydeligt effekten i 2007/8 da finansvirksomheder kunstigt have manipuleret ejendomspriserne i vejret for at opnå en højere arbejdsfri indtægt. Den adfærd ramte os alle, da lånene blev så store at de markant oversteg værdien af de belånte ejendomme, og dermed blev ubetalelige.

Det er denne samfundsmodel som de liberale kalder liberal. Der er nogle, der har friheden til at tilrane sig arbejdsfrie fortjenester, og de skal betale så lidt i topskat som muligt, af en indtægt, der for en stor dels vedkommende er arbejdsfri. Det er primært os andre, der skal finansiere samfundets fællesudgifter. Liberalismen i en nøddeskal.

Løsningen.

Det fornuftige er at redirigere den kapitaliserede jordværdi over i statens fælleskasse i form af en jordværdiskat af en størrelse, der forhindrer jordejere i at opnå arbejdsfrie fortjenester ved blot at have råderet over jord.

Sagt på en anden måde: Den del af en ejendom der omfatter jordens værdi uden menneskeskabte forbedringer i form af bygninger, infrastruktur mv., må ikke være et handelsobjekt. Ved en ejendomshandel skal de menneskabte forbedringer sælges på normale markedsvilkår, men jordens værdi skal ikke indgå i denne handel som andet end et sted at placere det menneskeskabte på grunden. Jordens kapitaliserede værdi skal betales som en jordværdiskat til staten fremfor til private finansvirksomheder, som en løbende ejerafgift, mest sammenlignelig med en leje af jorden. En ny ejer af ejendommen køber det menneskabte på ejendommen, men overtager blot betalingen af jordværdiskatten. Det lån, der skal optages, skal kun dække betalingen af bygningerne mv., ikke jordens kapitaliserede værdi.

Dette provenu skal erstatte alle andre former for beskatning, lige fra de nuværende ejendomsskatter, over indkomstbeskatning og selskabsskatter til moms og afgifter mv.

Rent faktisk er vi dobbeltbeskattede: vi betaler jordens kapitaliserede værdi til private finansvirksomheder, og indkomstskat mv. til staten Det er den samfundsmodel som de liberale hylder, måske fordi de liberale og dem, der lever fedt af arbejdsfrie fortjenester, er de samme personer.

Der kan læses om denne model i langt flere detaljer i min bog: https://retsdemokrati.blog/en-bog-om-retsdemokrati .

Her gennemgås modellen ikke kun som princip. Der fremlægges også en skitse af hvordan den kan gennemføres.

Desuden er der flere artikler om emnet på denne blog.