Vi har et sundhedsvæsen, der i de seneste 15 år har fået beskåret antallet af sengepladser, og som mangler sygeplejersker og læger fordi arbejdspresset er skruet sindssygt i vejret, så disse mennesker nedslides og derfor forlader det offentlige. Oveni i har vi den absolut ikke overståede sygeplejekonflikt mellem det offentlige og regeringen. Resultatet er et sundhedsvæsen under pres fra blandt andet en coronakrise, der ikke er er så alvorlig, at den burde kunne presse hospitalsvæsenet i synderlig grad.

Vi har et uddannelsessystem, lige fra folkeskolen til universiteter, hvor nedskæringer – ikke mindst det årlige omprioriteringsbidrag på 2% – belaster funktionaliteten overalt i systemet.

Der er den berygtede inkluderingsreform, der er godt på vej til at ødelægger folkeskolen. Den medførte at kvaliteten i undervisningen foretog et gevaldigt dyk. Det var ikke kun nedskæringerne, men også at svage elever blev nægtet adgang til den specialundervisning, de så desperat har brug for. Holdningen var at det var bedst med inklusion i den normale klasse i en støjende, kaotisk hverdag, hvor lærerne kæmper for blot at kunne gennemføre undervisningen.

Et godt eksempel på, at når offentlige embedsmænd får besked på at foretage afgørelser fjernstyret af magtpolitiske hensyn, ender det galt.

Der er også sket nedskæringer på alle andre uddannelser, både ungdomsuddannelser og universiteter, og det i en situation med ekstrem mangel på arbejdskraft. Det er anti-logisk og contra produktivt, set fra både en samfunds- og erhvervsøkonomisk synsvinkel.

Vi ”ser frem” til kommende nedskæringer på dimittendsatsen, så der kan gennemføres topskattelettelser. Det er tilsyneladende Mette Frederiksens og andre borgerlige politikeres holdning, at nyuddannede akademikere tjener samfundet bedst som kasseperson i Netto eller sengereddere i en stor hotelkæde. Påstanden er at, de jo er vant til at klare sig for SU, så de kan lige så godt fortsætte med at være nederst på den sociale rangstige, og deres børn kan få lov at vokse op i fattigdom. Sandheden er dog, at nyuddannede møder stærkt forhøjede økonomiske krav til deres hverdag, når de skal flytte fra kollegieværelset, og betale indskud til en ny lejlighed til en væsentlig højere husleje, især i de store byer, hvor efterspørgslen efter deres arbejdskraft er størst. Det sker samtidig med at de ikke længere kan udnytte en række rabatordninger for studerende. Alt bliver pludselig dyrere. Så man vil gå fra en status som fattig studerende til fattig arbejdsløs dimittend. Hvorfor så overhovedet tage sig en uddannelse, når man alligevel ender som bistandsklient? Hvorfor forsøge at bryde den sociale arv, når politikerne blot sparker dig tilbage igen.

Vi har børn i vuggestuer og børnehaver, der mistrives fordi der ikke er voksne nok til at passe dem. Børn der oplever savn og angst i deres opvækst. Det vil belaste deres fremtidige karriere i uddannelsessystemet, og indebære at en ”pæn” procentdel af dem ender som bistandsmodtagere.

Vi har et skattevæsen, der ikke længere har mandskab og værktøjer nok til at håndtere den virkelighed, de er ansvarlige for at håndtere, på grund af nedskæringer og en stigende kompleksitet i skattelovgivningen. Det medfører blandt andet, at mange borgere oplever et skattevæsen, der er mere fokuseret på regler end på at skabe retfærdighed i skattesystemet for borgerne. Det risikerer at medføre en faldende lyst til at bidrage til finansieringen af et offentligt system, der i forvejen er udsultet.
Skattevæsenet søger op mod 1000 nyere medarbejdere. Hvor skal de komme fra, når der skæres ned på uddannelse, og det bliver mindre og mindre attraktivt at arbejde i det offentlige.

Siden 2008 er antallet af børn, der vokser op i fattigdom mere end fordoblet. En stor procentdel heraf bliver blot en del af den hær af bistandsmodtagere og førtidspensionister, som eller kunne have bidraget. De børn, der ikke får den støtte under deres opvækst og skolegang, de har brug for, slutter sig til den samme hær.

10-15 % af en årgang får ikke en opvækst, der kunne gøre dem til en konstruktiv del af samfundet. Det er dog et sindssygt spild af menneskelige ressourcer.

Igen er parolen fra politikere, at der er brug for topskattelettelser for at forøge arbejdsudbuddet. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi der er mangel på uddannet arbejdskraft, samtidig med at virksomheder kæmper om de kvalificerede medarbejdere, som allerede er i job, med stigende lønninger som resultat. Det bidrager i hvert fald ikke til at forbedre Danmarks konkurrenceevne på længere sigt.

Det dur ikke at udvide arbejdsudbuddet. Der er 158.000 arbejdspladser, der kunne besættes hvis der blot var arbejdskraft nok. At udvide det antal ville være hovedløs gerning.

Der er ca. 100.000 ledige fuldtidspersoner. Desuden var der i 2018 400.000 offentligt forsørgede i alderen 16-59 år (http://www.da.dk/…/19.000-flere-kunne-staa-til…). Hvor mange der er nu, ved jeg ikke, men næppe markant færre.

Dvs. der er 500.000 potentielle par hænder, der kunne bidrage til at forøge den samlede arbejdsstyrke. Hvis blot en tredjedel af disse 500.000 fik hjælp til at blive hevet op af den sociale sump de er blevet presset ud i, og fik en uddannelse – hvis de fik lov at opleve, at det samfund de skal stå til rådighed for, rent faktisk gider at stå til rådighed for dem, i lige så høj grad som andre – ja, så kunne problemet med arbejdskraftsmangel løses, uden at vi behøver at stjæle arbejdskraft fra andre lande, der har lige så meget eller mere brug for den, end vi har.

Offentlige nedskæringer kan ikke betale sig. Der er brug for, at folk kommer tilbage til arbejdsmarkedet efter sygdom; der er brug for at børn får en tryg og konstruktiv opvækst, så de er parate til de krav, som uddannelsessystemet og deres kommende arbejdsliv kræver af dem. Der er brug for at få uddannet et markant større procentdel af befolkningen, og der er brug for at forøge arbejdsstyrken ved at hjælpe mangeårige bistandsmodtagere tilbage, først i uddannelse, senere i job.

Det dur ikke at hente arbejdskraft i andre EU-lande. De lande lider af lige så stor eller større mangel på arbejdskraft end vi gør, og de er økonomiske samarbejdspartnere, i hvert fald på papiret. Så at stjæle arbejdskraft fra dem, vil blot belaste vores egen økonomi.

Borgerlige politikere og tilbagevendende ”socialdemokratiske ” regeringer leverer pr. automatik den holdning, at penge har det bedst i borgernes lommer. Men det er en ekstremt forsimplet floskel. Det handler om at finde den optimale balance mellem offentlig og privat økonomi. Det offentlige leverer en lang række uundværlige tjenester, lige fra generel administration, over uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje til børnepasning osv.; disse tjenester kan samfundet ikke undvære. De er en central forudsætning for en velfungerende økonomi, også erhvervsøkonomi. 

Under coronakrisen har vi fået et bevis for endnu en offentlig service vi ikke kan undvære: at holde skuden over vande når der er en økonomisk krise. Den service manglede vi i 2008 da finanskrisen ramte.