Liberale politikere har et mantra: skattelettelser giver vækst. Uanset hvilke realiteter de præsenteres for gentager de blot dette mantra. Det har de gjort så længe, at det nu er blevet en uomtvistelig sandhed, selvom flokke af makro-økonomer gang på gang påpeger, at det ikke er så simpelt.
Jeg ved ikke om disse politikere er bange for den virkelighed de skal håndtere. Tænk sig hvis den pludselig blev så kompleks at de blev nødt til at tænke selvstændigt, fremfor blot at bruge mantraet som et skjold mod denne virkelighed.
Virkeligheden er langt mere mangeartet:
Der er selvfølgelig brug for investeringer. Men Danmark lider af mangel på især kvalificeret arbejdskraft. Det ved de liberale politikere godt, de vælger blot at ignorere det, fordi det vil fjerne fokus fra de forsimplede budskaber, der giver genvalg. Og tænk sig hvis de skulle miste adgangen til ministerpensionen.
Hvis problemet med mangel på arbejdskraft med kvalifikationer skal løses er der brug for en forøgelse af den ledige arbejdsstyrke, og sikre at den har de nødvendige kvalifikationer. Det nytter ikke noget blot at skabe flere arbejdspladser – det er kun den ene side af ligningen. Der skal være nogen at ansætte, ellers skaber virksomheder ikke de nye arbejdspladser. Det vil ikke kunne betale sig fordi de blot vil skulle konkurrere med andre virksomheder om arbejdskraft, der allerede er i job. Det vil medføre stigende lønninger – ikke en fordel for konkurrenceevnen.
Der er brug for en forøget offentlig sektor til at smøre det maskineri, der sikrer at erhvervslivet har adgang til den arbejdskraft, der er forudsætningen for succes. Skal vi have vækst skal det offentlige også være i vækst: jo større udbud af arbejdspladser, jo større udbud af arbejdsstyrke med kvalifikationer. Konstante nedskæringer på det offentlige trækker derimod i den modsatte retning.
Der er brug for at få løftet alle dem, der er faldet ud af den sociale rangstige, ud af deres sociale mudderhul. Det forudsætter væk med kontanthjælpsloftet, og yderligere investeringer for at få hjælpe disse mennesker af med deres følelse af at være en belastning. De skal forstå, at de også er en ressource. Vi skal afhjælpe den fattigdom, der er mere end fordoblet siden 2008. Det er især tåbeligt at lade børn vokse op i fattigdom – de bliver blot fremtidens socialklienter.
Husk på: det er ikke kun arbejdskraft der er brug for. Det er kvalificeret arbejdskraft.
Det er nødvendigt med flere investeringer i uddannelse. Fremfor at beskære med 2% om året burde vi investerer 3-4% om året indtil nedskæringerne er fjernet igen, og derefter 1-2 % indtil manglen på arbejdskraft er fjernet. Og husk: skal væksten i arbejdsudbud fortsætte skal væksten i udbud af arbejdskraft også fortsætte. Det samme gælder indenfor hele den offentlige service. F.eks. indenfor sundhedsvæsenet dur det ikke at et stigende antal ansatte bliver psykisk nedslidt. Det fjerner arbejdskraft.
Vi skal sikre, at vore børn får en tryg opvækst, så de har psyken til at stå til rådighed fremover. Det kræver investeringer i ordentlig normering, samt regler for minimumsnormering, ikke kun i vuggestuer/børnehaver, men også i folkeskolen. Det er trods alt vuggestuerne og børnehaverne, der skal levere børn med de sociale og personlige kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne tage en uddannelse igennem 10-20 år, og det er folkeskolen, der skal sikre, at de unge har lyst og evner til uddannelse udover folkeskolen.
Der er ikke en sandhed, at én brugt krone offentligt belaster samfundet, mens én krone brugt privat skaber vækst. Der skal opnås en fornuftig balance. Vækst afhænger ikke kun af private investeringer men også optimal offentlig service. Bevidstløse nedskæringer ødelægger denne balance. Så lad os investere i det offentlige!
Retsdemokrati 