”Kært” barn har mange navne.

Briterne og deres Brexit er rendt ind i nogle gevaldige problemer. Det må nu stå soleklart for enhver, at selve ønsket om at forlade EU er politisk og økonomisk blasfemi. EU ER GODT! – så fat det dog!

Det er det indtryk, der står tilbage efter den brexit de britiske EU-modstandere valgte at præsentere den skeptiske befolkning for. Disse EU-modstandere var så fokuseret på ”lad os komme ud, uanset hvad”, at de glemte at tænke strategisk og fornuftigt.

Brexit blev begrundet med de helt forkerte argumenter. Det var indvandringsskepsis, og det var ”EU bestemmer for meget”-skepsis. Men modstandere valgte at ignorere alle andre virkeligheder når de argumenterede for brexit. Ikke mindst ignorerede de EU’s økonomiske politik og de mangeartede socioøkonomiske lænker EU har lagt medlemslandene i. De valgte godt nok temaet om at EU bestemmer for meget, men de fremlagde ikke hvorfor og hvordan EU bestemmer for meget. Der var ingen systemkritik, kun symptomkritik, og kun kritik af ganske få af de mange sygdomssymptomer EU har medført.

Dermed har disse britiske EU-modstandere gjort EU-modstanden en enorm bjørnetjeneste. De har fået illustreret for EU’s skeptiske befolkninger, at med EU-skepsis rammer du dine egne og dine børns levevilkår hårdt. EU-tilhængerne kan nu argumentere overbevisende for at EU-skepsis er useriøs populisme.

De overrakte EU’s ledere det perfekte værktøj til udstille EU-skepsis, og de har udnyttet det groft i deres “forhandlinger” med Theresa May. De ønsker, at Briterne skal stå med et sort-hvidt valg: en hård Brexit eller en ny folkeafstemning.

EU giver ganske rigtigt mange mennesker mange muligheder, for at arbejde og uddanne sig i andre lande og for at rejse frit osv. Der hænger mange gulerødder på EU’s træer når EU-tilhængere skal lokke befolkninger ind i deres net. Men EU giver også magt til et meget stejlt, centraliseret hierarki, på bekostning af det folkeligt baserede demokrati; et hierarki, der har parkeret de nationale parlamenter på et sidespor, når det gælder overnational lovgivning.

EU har forbudt de gængse makroøkonomiske værktøjer, der tidligere blev brugt når en nations økonomi oplevede recessive tendenser med stigende arbejdsløshed osv. og skulle have en hurtig og effektiv genopretning, primært værktøjer som devaluering, rentetilpasninger og offentlige investeringer. Den slags udskejelser er forbudt i EU, takket være Euroen, konvergenskriterierne, herunder vækst- og stabilitetspagten.

Det har medført meget høj arbejdsløshed i stort set alle EU-lande. Arbejdsløsheden blev ganske vist sparket i gang af den økonomiske recession, der ramte i 2007/2008, men takket være forbuddet mod operationelle makroøkonomiske metoder er arbejdsløsheden stadig høj i mange befolkningsgrupper i EU-landene nu mere end 10 år senere, selvom om statistik viser en vis forbedring. EU har været længere om at få skuden vendt en smule, end f.eks. USA, der blev hårdere ramt af krisen end Europa, fordi den makroøkonomiske værktøjskasse er blevet indskrænket. EU sidder tungt på denne kasse og bestemmer hvem der får lov at få en skruetrækker fra kassen, samt hvor længe og til hvad de må bruge den.

Nu er der igen tegn på en økonomisk krise i horisonten.

Der er brug for at skifte fra symptomkritik til systemkritik; primært kritik af EU’s lovgivningsstruktur, der forbigår nationale demokratier, og den økonomiske politik, der fastholder og forværrer de mekanismer, der skaber ulighed og arbejdsløshed, for især bestemte befolkningsgrupper, dem i den lave ende af det sociale hierarki.

Det er her fokus bør lægges når der argumenteres for at forlade eller forandre EU.

Er det populisme?

Populisme er når der argumenteres for useriøs politik med useriøse argumenter, Dvs. populisme er når de politiske argumenter ikke holder i forhold til realiteterne. Eliten har evnet at give det indtryk, at det er deres kritikere, der er populistiske, uanset om disse kritikere anses for højrefløjs- eller venstrefløjs-populistiske.

Det er min påstand at det er eliten, i denne diskussion EU-tilhængerne, der er de sande populister, ikke mindst EU-toppen med Merkel, Macron, Juncker og Tusk  i spidsen.

EU-modstandere har derimod fat i noget seriøst. Blot mangler de at tage det fulde seriøse skridt i deres argumentation mod EU. EU-modstanderne skal forlade det overfladiske og i stedet fokusere deres kritik på EU’s motor: den anti-demokratiske lovgivningsproces og den økonomiske politik, der er baseret på usaglige makroøkonomiske principper.

Det antidemokratiske.

I et demokrati vælger befolkninger parlamentsmedlemmer, der nedsætter en regering. Regeringen og parlamentet deler retten til at fremsætte lovforslag.

Men i EU er det regeringslederen og hans ministre, der har eneretten  til at fastlægge den overnationale lovgivning, som vælgerne skal overholde. De nationale parlamenter er helt ude af den demokratiske ligning, på de områder som regeringslederne fastlægger skal bestemmes overnationalt.

Det er det EU-tilhængerne kalder demokrati. Det er det demokratisyn, EU’s ledere besmykker sig selv med når de kritiserer populistiske regeringer for ikke at overholde demokratiske grundprincipper. Men det er en populistisk kritik fremført af populister.

Hvad er de demokratiske grundprincipper?

Der er det berømte princip om tredeling af magten; dem der lovgiver må ikke også udøve lovene over for befolkningerne og omvendt. Dem der lovgiver eller udøver lovene må heller ikke idømme straf ud fra disse love. Et meget sundt princip.

Dette princip bliver typisk udmøntet i, at direkte folkevalgte parlamentsmedlemmer har eneretten til at lovgive, udpegede ministre har eneretten til at effektuere lovene, og uafhængige domstole har eneretten til at idømme straf.

Men det princip har EU forkastet.

I EU bestemmer regeringslederne – dvs. ministre – retningslinierne for hvilke love, der må fremsættes. Deres juridiske håndværkere – kommissærerne, udpeget af regeringer – laver lovene. Nationale ministre vedtager lovene i delvis samarbejde med EU’s eneste folkevalgte organ, EU-parlamentet. EU-parlamentet – de folkevalgte – har ingen lovgivende magt. De kan kun gummistemple det de får leveret fra regeringslederne og deres håndværkere, efter lidt detaljekritik. Men de kan ikke blokere og de kan ikke fremsætte egne lovforslag.

Kommissionen effektuerer lovene over for befolkningerne og har desuden gentagne gange fungeret som domstol, og idømt virksomheden bøder for overtrædelse af love.

Det er da klart i diametral modsætning til det oprindelige demokratisk grundprincip om deling af magten, og dermed klart anti-demokratisk. EU besmykker sig med lånte, overbemalede fjer. Alle tre ”magter” er blevet blandet sammen på tværs af tidligere principper.

Det økonomiske.

Flere anerkendte økonomer argumenterer for, at nationale, uafhængige økonomier er uundværlige for at sikre langtidsholdbarhed. Hovedargumentet er, at hvis én bestemt model for politisk styring af økonomien og arbejdsmarkedet mv. fejler, er det kunne dette land, der rammes og ikke mange lande, og det ramte lande kan lade sig inspirere af hvad andre lande har valgt, når de skal finde løsninger på deres egne problemer.

I EU er man tvunget til at vælge én model for hvordan den politiske styring af økonomien og alle andre centrale aspekter af samfundet skal gennemføres; den tyske model. Alle æggene skal lægges i én kurv. Det er Tyskland der accepterede det franske forslag om en fælles valuta, men som modsvar krævede tyskerne en politisk model fælles for alle Euro-lande og i, videst muligt omfang, alle EU-lande. En rendyrket ”en model passer alle, og hvis det ikke er tilfældet, så SKAL den passe alle”-tankegang. Det lykkedes tyskerne at få gennemført både konvergenskriterierne og fastkurspolitikken, så Tyskland kan fjernstyre de andre medlemslandes økonomier, således at tyske interesser varetages bedst muligt. Det mest “geniale” har været, at tyskere har overbevist andre ledere om at det er fornuftigt og nødvendigt.

EU handler om føderalisering og  afnationalisering.

Det virker i USA, hvorfor så ikke i Europa? Af én meget enkel grund: USA blev dannet ”from scratch”, og har derfor været i stand til at udvikle sig til det, som økonomer kalder et optimalt valutaområde.

Et optimalt valutaområde forudsætter, at de socioøkonomiske vilkår er nogenlunde ens over hele området. Det lykkedes at opnå i USA.

Europa består derimod af over 50 nationer, der alle har gennemløbet vidt forskellige udviklinger. Det gælder også de 28/27 medlemslande af EU. Der er simpelthen for store forskelle på tværs af de historiske grænser og regioner i EU (og Europa) til at EU kan anses for et sådant optimalt valutaområde.

EU kalder sig den Europæisk. Men EU er kun delvis europæisk, så også på det punkt ifører EU sig lånte fjer.

EU forsøger at gennemtvinge en optimering. Den økonomiske union var det første forkølede og fejlslagne forsøg. EU ville gerne gennemføre det trin, der i EU’s øjne ville realisere EU som det optimale valutaområde: den politiske union, hvor det bliver EU, og dermed regeringslederne, der kommer til at fastlægge al lovgivning, der kunne tænkes at ville påvirke valutaens, Euroens, konkurrenceevne. Disse populister tror gudhjælpemig på, at blot den økonomiske og finansielle politik, samt enhver strukturreform, der kunne tænkes at påvirke det offentlige udgiftsniveau (herunder socialpolitikken) blev fastsat ens på tværs af landegrænser, så ville denne lovgivning fungere konstruktivt både i Grækenland, Spanien, Tyskland, Rumænien, Ungarn, Frankrig osv., uanset de meget forskellige forudsætninger, der er realiteten i medlemslandene. De tror på det, fordi det siger teorien; den teoretiske facitliste de altid slår op i – den føderale neo-kapitalisme.

Det er da populistisk, useriøs politik.

Merkel, Macron, Juncker og Tusk og flere andre: Det er jer, der er populister. Det er jer, der ignorerer de socioøkonomiske vilkår der er realiseret i de forskellige medlemslande. I er blinde og døve overfor den virkelighed, der findes, og lever kun i jeres egen parallelverden, hvor afnationalisering er sandhed, og hvor befolkningens ønsker om at beholde den nationale identitet og uafhængighed er ligegyldig.

Hvad skal vi så gøre?

Skal de enkelte lande blot forlade EU og vende tilbage til nationernes Europa, hvor alle snakker sammen, men ingen overnationale politiske institutioner findes? Måske! Men det dur ikke at gøre det ved, at hvert land blot laver en paragraf 50 og en exit-aftale, der mere eller mindre fastholder status quo. Vi bliver nødt til at samarbejde om gradvist at forandre EU indefra.

Brexit illustrerer perfekt de mange lænker til EU-systemet som hvert land er underkastet. Disse lænker skal fjernes gradvist – der er ingen anden udvej.

Der er mange fronter hvor forandringer skal foretages. Jeg vil fokusere på de to fronter jeg allerede har omtalt: Det demokratiske og det økonomiske.

Det demokratiske kan forandres ved at omdanne EU fra et regeringsleder-krati til en inter-parlamentarisk alliance, hvor det ikke er regeringsledere, der samarbejde uden om deres parlamenter, men derimod nationale parlamentarikere, der samarbejder direkte.

Første forudsætning er at fjerne det Europæiske råd, hvor regeringsledere fastlægger retningslinier for lovgivning, samt kommissionen, som har eneretten til at fremsætte lovforslag. Disse to fjernelser vil kappe hovedet af EU’s hierarki.

Næste forudsætning er at nedgradere ministerrådet, så det ikke længere kan deltage i vedtagelse af love, men blot bliver et samarbejdsforum, hvor nationale ministre samarbejder om at effektuere lovgivning. Desuden skal rådet tildeles retten til at fremsætte lovforslag.

Den tredje forudsætning er en markant opgradering af EU-parlamentet. Parlamentet skal dels bestå af direkte valgte medlemmer valgt for f.eks. 4 år ad gangen, dels af medlemmer fra de nationale parlamenter, udpeget af et flertal i det nationale parlament, med en kortere valgperiode end de 4 år, f.eks. 1 eller 2 år.

EU-Parlamentet skal have retten til at fremsætte lovforslag, som behandles i tæt samarbejde mellem parlamentet (og dets udvalg), ministerrådet, og nationale parlamentariske udvalg. Medlemmerne med dobbeltmandater skal varetage den daglige kommunikation og samarbejde mellem de nationale parlamenter og EU-parlamentet.

Retten til at vedtage love, også love der skal gælde overnationalt, skal tilbage til de nationale parlamenter. Al lovgivningsmagt skal ligge i de nationale parlamenter. De er de eneste, der effektivt kan repræsentere deres vælgere.

De nationale parlamenter skal have muligheden for at fastlægge graden af overnationalitet. Det er logisk at denne ret selvfølgelig ikke skal være i hænderne på den overnationale myndighed. Så vil den selvfølgelig tilrane sig mere og mere magt. Derfor skal det nationale demokrati genskabes, men disse nationale demokratier kan samarbejde om at løse grænseoverskridende problemer, i et omfang, der fastlægges ved dialog mellem EU-parlamentarikere og nationale parlamentarikere og dermed vælgerne i hvert land.

Det økonomiske skal forandres meget gradvist.

Den spændetrøje som fastkurspolitikken og konvergenskravene har spændt omkring især Eurolandene skal løsnes. Fokus i den økonomiske union skal ændres fra regeloverholdelse eller straf, til større makroøkonomisk frihed kombineret med hjælp til lande, der oplever recessive problemer. Landene skal kunne gennemføre devalueringer, rentetilpasninger og offentlige investeringer, mens Euro-landene indtil videre beholder Euro’en som navnet på deres valuta. Desuden skal hvert lande kunne gennemføre sine egne finans- og skattepolitiske tiltag for at imødegå overophedning på finansmarkederne.

Men det skal ske gradvist og i samarbejde med de andre lande. Euroen er stadig en central spiller for landenes økonomier, og vi kan ikke fjerne denne påvirkning ved blot at give landene større frihed. Omstillingerne bliver nødt til at blive foretaget koordineret og gradvist.

Andre emner, der påvirker økonomien, skal også tilpasses, især den frie bevægelighed. Befolkningerne ønsker den ikke, især ikke så længe landenes sociale system og arbejdsmarkedsforhold er under pres. Så den frie bevægelighed skal nok i første omgang fjernes og derefter genopbygges forfra under hensyn til nationale interesser. Men det er i alles interesser, at det er muligt at arbejde og uddanne sig på tværs af grænser.

Med denne model for et forandret Europæisk samarbejde vil befolkningerne få hånd i hanke med det Europæiske samarbejde som de skal leve med. Det vil være markant anderledes end det nuværende EU, hvor befolkningerne og deres parlamentariske repræsentanter ikke har hånd i hanke med noget som helst.

Vi vil opleve at den folkelige accept og respekt for det europæiske samarbejde vil stige. Det vil sikre en højere grad af politisk stabilitet og langtidsholdbarhed, samt ikke mindst en større politisk legitimitet for det europæiske samarbejde.

Problemerne med flygtninge, indvandrere og asylsøgere er behandlet i et andet blogindlæg: Europa kæmper mod indvandring, mens mennesker drømmer.

For flere detaljer om EU-kritik læs bogen ”Retsdemokrati” især kapitel 7, samt flere af de andre bøger på min bogliste.

Hvad skulle brittere gøre med deres meget spegede Brexit:

Hvis de vælger at forlade EU med eller uden en aftale, bør de melde sig ind i EFTA. Så har de en frihandelsaftale med EU.

Men der er en anden mulighed: En ny afstemning med resultatet at trække deres Brexit tilbage, og derefter vælge at blive det mest, omend det hidtil eneste, dissidente medlem af EU, og arbejde flittigt og aggressivt på at ændre EU indefra. Et mål kunne være at ændre EU til en inter-parlamentær alliance af uafhængige stater.

Hvad betyder det at blive dissident? Essensen er regeringsmæssig og civil ulydighed kombineret:

Nægt at acceptere EU som en supranational lovgivende myndighed; tag magten tilbage til det nationale niveau. Hver lov, der kommer fra EU bør behandles i det britiske parlament og overhus, som enhver anden lov, der skal implementeres nationalt. Disse EU love kan så enten blive afvist eller tilpasset britiske behov. EU indretter deres lovgivning til at varetage det føderale mål, der ligger dybt begravet i EU elitens tankegang. Dette føderale mål vil aldrig kunne bringes til at fungere konstruktivt.

Fokuser på det faktum at EU er anti-demokratisk og brug dette til at begrunde magtovertagelsen. Britterne bør styre det britiske hus, ikke EU. EU burde være en institution til at finde fælles løsninger på reelle fælles problemer, ikke til ensretning af national lovgivning, for ad den vej at indføre den politiske union, uden at involvere befolkningerne i Europa.

EU vil slå igen. Føderalisterne vil ikke tolerere dissidens. Og hva’ så! Det er den logiske følge af dissident adfærd. Men fokuser på det faktum at føderalisterne er en lille selvbestaltet elite. Majoriteten af de europæiske befolkninger vil respektere og acceptere et dissident oprør mod EU.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s