Danmark og dets mange skævheder og hvordan de løses!

Mange medier og interesseorganisationer m.fl. efterlyser en regering, der vil reformere Danmark. Hvad der menes, er mere uklart; nogle vil have skattelettelser, andre vil genoprette det offentlige Danmark

I det følgende præsenteres en reformkurs, der kan starte en reparation af Danmark, både hvad angår skattetryk, den sociale ulighed og nød, genoprette velfærdssamfundet og forbedre mulighederne for at få bedre styr på vores ressourceforbrug.

Når et samfundssystem skaber skævheder i et samfund – abnormt skattetryk, ekstrem social ulighed, stort og socialt ulige fordelt ressourceforbrug – må det jo være systemet, der er fejlbehæftet. Små justeringer har ingen reel effekt – små justeringer reformerer ikke noget. Små justeringer risikerer tværtimod af deformere system yderligere.

Dette fejlbehæftede system er baseret på beskatning af arbejde og investering. Måske skulle vi se på andre muligheder. Den skitserede reform handler om dette: at reparere selve systemet.

Det er en reform, der med tiden vil kunne underminere den ideologiske uenighed, der dominerer den politiske debat. Det burde være en reform, som borgerlige politikere kan støtte, ikke mindst fordi den bekæmper skattetrykket på arbejde. Men også venstrefløjen burde kunne se det fornuftige i reformen, idet den tager et opgør med de faktorer, der skaber mest social ulighed i samfundet.

Men først en kort gennemgang af de to konkurrerende synspunkter fra højre- og venstrefløjen.

Hovedsynspunkterne

Set fra venstrefløjens synsvinkel

Vi har en enorm social ulighed i Danmark med ca. 20% af de 15-64-årige medborgere uden for arbejdsmarkedet i 2021 – 755.000 medborgere, nederst på den sociale rangstige. Heraf ønsker små 30% at komme i arbejde, hvis blot det blev muligt. Siden 2008 er antallet af fattige mere end fordoblet, hvilket betyder at børn af disse forældre bliver uddannet som fremtidens bistandsklienter – bliver uddannet til at opretholde en stadig stigende strøm af bistandsmodtagere, der er tvunget til at leve af almisser. En ekstrem ineffektiv og kortsigtet udnyttelse af samfundets arbejdskraftreserve; eller mere generelt: en elendig udnyttelse af samfundets hjernereserve.

Vi har med andre ord et samfund, der ikke står til rådighed for alle sine medborgere; et samfund, der kalder sig liberalt og demokratisk. Det forekommer ret hyklerisk og kynisk, når man bevidst vælger at parkere så stor en del af befolkningen på almisser, og desuden udnytter disse menneskers ulykkelige forhold som argument for gentagne sociale nedskæringer, ud fra påstanden om, at de jo bare er dovne, og skal presses i arbejde.

Vi har et offentligt system, der er blevet udsultet i en sådan grad, at adskillige af de services som det offentlige velfærdssystem udbyder, og som det private erhvervsliv er afhængig af, ikke er i stand til at leve op til sine formål. Et sundhedsvæsen, som ikke kan sende mennesker tilbage i arbejdsduelig form uden meget ventetid, eller slet ikke; der er psykiatrien, der taber mange unge på gulvet, så de aldrig eller meget sent i livet, magter at bidrage til den produktive økonomi; Der er et børnepasning- og skolesystem, der taber en stor del af en årgang på gulvet ved ikke at få dem hjulpet til at blive uddannelsesparate, til en ungdoms- eller erhvervsuddannelse mv.

Desuden har vi et arbejdsmarked, der hoster efter arbejdskraft; med andre ord: for mange arbejdspladser og for lidt arbejdskraft. Højrefløjen angriber dette problem med topskattelettelser til de rige, med det argument, at vi (hvem dette ”vi” så måtte være) vil arbejde mere, vil investere mere osv. hvis topskatten lettes. Men så længe der er mangel på arbejdskraft vil mulighederne for at få udbytte af dette påståede ekstra arbejde være minimalt; ingen vil investere i nye jobs, hvis disse jobs ikke kan besættes. Så krone for krone vil langt størstedelen af sådanne skattelettelser gå til formueophobning hos dem, der i forvejen har rigeligt, og dermed bidrage til at polarisere Danmark yderligere, socialt set, eller til mere forbrug, hvilket ikke er så heldigt i en periode med inflation. Der vil skattelettelser blot smide brænde på bålet. En person fra de rigeste procent af Danmarks befolkning udleder 10 så meget CO2 som en gennemsnitsdansker. Det er indlysende at der er noget galt med et system, der medfører et sådant faktum.

Set fra højrefløjens synsvinkel

Generelt tror vi på at mennesket kommer før systemet og at den flittige skal belønnes.

Mindre stat opnås ved skattelettelser. Primært skal det være skatten på den sidst beskattede krone, der skal lettes, dvs. topskatten. Det skal betale sig at arbejde, især at arbejde mere, så borgere på overførselsindkomster skal presses i arbejde ved at forøge forskellen mellem mindsteløn og overførselsindkomsten.

Generelt er skat gift for en samfundsøkonomi. Ved at beskatte arbejde og investeringer beskattes muligheden for at forbruge og investere.

Skat på aktier skal også sænkes idet den hæmmer investering.

Velfærdssystemet skal ændres ved at fjerne statens monopol på velfærdsydelser, så private kan supplere det offentlige velfærdssystem i stadig stigende grad. Det vil give muligheden for at sænke skattetrykket.

Der skal være bedre mulighed for tilkøbe velfærdsydelser og spare op til fremtidige behandlinger.

På arbejdsmarkedet handler det om fleksibilitet. Det skal være nemt at fyre mennesker og nemt at hyre mennesker. Der skal være stor mobilitet på arbejdsmarkedet.

De mange personer i arbejdsdygtig alder, som ikke er i arbejde skal overtales til at tage et hvilket som helst arbejde ved at gøre det mindre og mindre attraktivt at vælge arbejdsløsheden.

Arbejdsløshed er et strukturelt problem, som kun kan løses ved at sænke sociale ydelser og skat på arbejde, samt effektivisere jobcentre. Det vil løse manglen på arbejdskraft.

Det offentlige system er belæsset med alt for meget bureaukrati. Bestanden af regelrytteri skal mindskes, så de ansatte får bedre mulighed for at fokusere på kernevelfærden overfor borgerne.

Uddannelse efter liberale principper starter med et frit skolevalg i folkeskolen, der også inddrager privat- og friskoler via statsstøtte. Det centrale princip på universiteterne er at fokusere på eliten. Universiteter skal ikke være for alle, kun dem med højt fagligt potentiale. Derved vil man opnå at færre færdiggør en høj uddannelse uden at bruge denne til noget bagefter.

Afsluttende Bemærkninger

Den grundlæggende påstand fra borgerlige politikere er, at en offentligt forbrugt krone belaster samfundsøkonomien, mens en privat krone stimulerer den. Det har man ment i årtier, så det er selvfølgelig sandheden, selv om alle moderne økonomiske teorier og forskning er langt mere nuancerede.
Det drejer sig om at finde den optimale balance mellem offentlig og privat produktiv økonomi. Det offentlige udbyder en lang række services, som den produktive økonomi ikke kan undvære: administration, hele uddannelsessystemet fra vuggestuer og opefter, sundhedssystemet, ældreplejen osv. Det optimale i denne balance vil variere alt efter de økonomiske og sociale omstændigheder i samfundet.

Er der recession vil være der være behov for en udvidelse af den offentlige økonomi – offentlige investeringer; Tænk på coronakrisen: hele højrefløjen skreg efter hjælp fra skatteyderne, i lodret modstrid med den borgerlige grundtanke.

Er der derimod balance i forholdet mellem markedets forskellige faktorer er der god grund til at mindske den offentlige økonomi.

MEN: det dur ikke blot bevidstløst at skære i den offentlige økonomi blot for at tækkes en ideologi, med minimalt hold i virkeligheden.

Automat-skattelettelser medfører ikke reformering af samfundet, men det modsatte: en deformering.

Men så lad os dog tale om skat:

Det er med skat i hånden, at vi kan få en politik, der smelter venstre- og højrefløjspolitik sammen.

Historien om de fire kødhakkere

Al skat starter med en lønseddel eller opgørelse over et udbytte fra en virksomhed. I den følgende gennemgang, ses det hele fra lønsedlens synspunkt, af illustrative årsager.

En lønseddel er inddelt i et antal forskellige indtægter, især selvfølgelig løn.

Denne lønseddel køres igennem skats matematiske ”kød”-hakker og ud kommer en beskatning, bestående af et antal forskellige skatter: ejendomsskatter, indkomstskat (selskabsskat) osv. De udgør en vis procentdel af brutto-beløbet på lønsedlen, lad os sige 45% for en standard-dansker, blot som illustration.

De tilbageværende 55% køres igennem endnu en statslig kødhakker, i form af moms og forskellige forbrugsafgifter.

Men de køres også igennem en kødhakker, som håndteres af det private finansvæsen. Når f.eks. en bank giver et lån er det jo ikke penge taget fra den produktive økonomi, som banken udlåner! Nej det er et fiktivt beløb, en digital valuta opfundet til formålet. Banken skruer blot op for beløbet på kundens konto, og det beløb skal kunden betale (+ renter osv.) med penge taget fra de omtalte 55%. Så outputtet fra denne kødhakker udgør blot endnu en beskatning af den produktive økonomi.

Men der er endnu en kødhakker: spekulation; man opkøber jord, venter på at prisen stiger, og at dermed den kapitaliseringsgevinst, der kan opnås ved at sælge jorden, stiger – og derefter sælges jorden til en ren arbejdsfri gevinst. Man har ikke bidraget med noget som helst konstruktivt til den produktive del af økonomien; man tjener blot andre menneskers penge. Det gælder også når man tjener penge på blot at handle med penge.

Figur 1: De 4 ”kødhakkere” illustreret:

Vi skal huske at disse kødhakkere også rammer virksomheder. Vi får alle begrænset det provenu vi har til rådighed, til investering og forbrug, af ikke mindre end fire beskatningsformer. Så vi står alle i en situation, hvor vi kan bidrage med et mindre provenu til samfundets videreførelse, end hvis beskatningen af lønsedlen eller virksomhedens overskud var skruet sammen på en anden måde; herom senere.

En stor del af Danmarks befolkning lever af bistand betalt fra de 45%. Politikere, offentligt ansatte og diverse grupper af dagpengemodtager, kontanthjælpsmodtagere osv. Politikere bestemmer selv hvor meget de kan indkassere fra de 45%, offentligt ansatte er underkastet en overenskomst, men resten befinder sig nederst på den social rangstige. Der er ikke meget tilbage til dem; og det er for en stigende del af Danmarks befolkning. Siden 2008 er antallet af fattige i Danmark mere end fordoblet – det gælder både bistandsmodtagere og folk i lavtlønsarbejde – og deres børn opdrages intensivt til at blive fremtidens bistandsklienter; et glimrende værktøj, når offentlige besparelser skal begrundes; de er jo bare dovne mennesker, der skal tvinges til at stå til rådighed. Men problemet er reelt at samfundet ikke står til rådighed for dem.

Virksomheder kan stort set kun investere hvis de belåner deres virksomhed yderligere og dermed bliver lagt i et gældsfængsel af fiktive lånebeløb + renter, renters rente og forrentede, oftest fiktive, låneomkostninger.

Det samme gælder selvfølgelig familiernes økonomier.

Til gengæld er der især meget tilovers af de 55% til den rigeste del af befolkningen; det skyldes nok, at en stor del af deres nettoindtjening skyldes arbejdsfrie fortjenester; dem som de liberale vil have beskattet mindre ved at sænke topskatten. For det er jo kun de rigeste, der skal opleve liberalismen højt besungne frihed. Alle vi andre skal blot bidrage til denne skæve formueophobning.

Dem midt imellem kæmper også. En standardfamilie kan nærmest ikke klare sig uden to indtægter, og arbejder ofte en del mere end en de ”normale” 2×40 timer.

Med andre ord: Den produktive økonomi – den, der skaber de værdier vi alle skal leve af og som skal skabe grundlaget for investeringer i arbejdspladser – beskattes på 4 forskellige måder. De liberale politikere angriber kun den ene af disse beskatninger. Især de to sidste – jordejernes og finansvæsenets beskatning – støtter de fuldt ud.

Løsningen er en 3-trins raket:

Første trin er – forsimplet sagt – at tage det meste af indmaden fra de to sidstnævnte kødhakkere – nr. 3 og 4 – og bruge det til at erstatte indmaden i den første kødhakker, den der beregner den skat, der skal betales til det offentlige. Med andre ord en beskatning af kapitaliseringsgevinsten ved ejerskab af jord, jordrenten.

Kødhakker nr. 2 – den med moms og afgifter – skal også forandres; momsen og en del afgifter skal afvikles, men tilbage bliver der nok nogle få miljøafgifter indtil disse er blevet gjort overflødige. Et godt eksempel er CO2-afgiften.

Anden trin er en afprivatisering af pengesystemet som foreslået af blandt andre foreningen Gode Penge3. Nationalbanken skal have eneretten til at skabe købekraft, dvs. penge. Private finansvirksomheder skal miste denne ret. Den samlede mængde af købekraft skal afspejle den samlede værdi af produktion og serviceydelser; balance er vigtig i enhver økonomi. Det gælder også diverse former for digital valuta; al privat skabelse af digitale valutaer til omsætningen på det normale økonomiske marked, skal forbydes og modarbejdes.

Tredje trin hænger nøje sammen med andet trin: det rentefrie samfund som foreslået af bevægelsen JAK Danmark4. Efter at Nationalbanken får den nævnte eneret, skal alle danskere have deres NemID konto i Nationalbanken, med mulighed for flere konti. Nationalbanken skal udbyde rentefrie lån til et hvert formål, hvor lånets omkostninger udgør et fast beløb uanset lånets størrelse, og ikke en forrentet andel af lånets størrelse.

JAK står for de tre basale produktionsfaktorer: JORD – ARBEJDE – KAPITAL, herom senere.

Men disse tre omlægninger, især den første, skal ske gradvis, f.eks. over 20 år.

I det følgende diskuteres disse 3 trin i flere detaljer.

Første trin – Beskatning af jordrenten.

Lad os starte med et par visdomsord fra en af de meste anerkendte makroøkonomier, Joseph Stiglitz, Nobelpris vinder og tidligere vicepræsident og cheføkonom for Verdensbanken:

The Generalized Henry George Principle5

One of the general principles of taxation is that one should tax factors that are inelastic in supply, since there are no adverse supply side effects. Land does not disappear when it is taxed. Henry George, a great progressive of the late nineteenth century, argued, partly on this basis, for a land tax. It is ironic that rather than following this dictum, the U.S. has been, through its preferential treatment of capital gains, doing just the opposite.

But it is not just land that faces a low elasticity of supply. It is the case for other depletable natural resources.

Subsidies might encourage the early discovery of a resource, but they do not increase the supply of the resource; instead, that is largely a matter of nature. That is why it also makes sense to tax natural resource rents, from an efficiency point of view, at as close to 100 percent as possible. (Well-designed auctions enable government to capture most of the rents derived from government owned assets.)

Det generaliserede Henry George princip handler om at skat bør lægges på jordens værdistigning, den såkaldte jordrente, dels fordi den er samfundsskabt, dels fordi jordens værdi som produktionsfaktor ikke mindskes ved beskatning. Denne skat på jord bør erstatte alle andre former for beskatning. Man siger at jordens værdi er uelastisk i forhold til beskatning. I kontrast hertil vil skat på arbejde altid mindske udbyttet af arbejde.

Holdningen går helt tilbage til forfaderen for all økonomisk videnskab, Adam Smith6, men blev fremlagt i detaljer af Henry George7.

Hvad er jordrente?

Der er tre basale produktionsfaktorer i enhver økonomi:

Jord, Arbejde og Kapital.

  • Med Jord menes ikke den vi graver op når vi planter en staude. Jord er det vi bygger på og de ressourcer som Jorden/planeten stiller til rådighed for os. Jord skal ikke ejes, men lejes af samfundet.
  • Arbejde er den arbejdsindsats, der lægges i at skabe en virksomheds udbytte, lige fra den øverste administration til rengøringspersonale
  • Kapital er værdier, der investeres i en virksomhed.

Det betyder også at udbyttet fra en given produktion, inddeles i tre naturlige dele:

    • Løn for at stille jorden til rådighed – også kaldet jordrente. Det er samfundet, der stiller jorden til rådighed og derfor skal jordrente tilfalde samfundet – os alle.
    • Løn for arbejde – også kaldet arbejdsrente
    • Løn for at stille investeringskapitalen til rådighed – også kaldet kapitalrente.

     Figur 2: Det økonomiske kredsløb illustreret.

    Et samfund i udvikling medfører, at betingelserne for alle borgeres økonomisk aktivitet forbedres – det gælder selvfølgelig investering og arbejde, men det gælder også forbrug og bolig (der også er en økonomisk aktivitet) og alle andre former for økonomisk aktivitet. Disse forbedringer er ulige fordelt alt efter hvor veludviklet et lokalsamfund er, og hvor attraktivt det pågældende lokalområde er i forhold til placering af virksomheder og boliger mv.

    Værdien af disse forbedringer realiseres som en stigning i jordens potentielle handelsværdi. Denne handelsværdi kapitaliseres med andre ord, og i det nuværende samfund er disse kapitaliseringsgevinster til rådighed for det ”frie” marked.

    I 2003-4 byggede EDC det såkaldte Danmarkshuset i over 380 udgaver, ens hus, ens parcel, men de sælges i dag til vidt forskellige priser, fra 5,2 mio. til 655.000. Den eneste forskel er beliggenheden, dvs. jordparcellens markedsværdi. Det viser noget om styrken i denne kapitalisering af jordværdier 8, 9, med andre ord hvor meget potentielt provenu, der kunne bruges til at dække de offentlige udgifter, i stedet for skat på arbejde.

    Omlægning af skattesystemet

    Indkomstskat, selskabsskat, moms mv. erstattes gradvist af en beskatning af kapitaliseringsudbytte opnået ved det blotte ejerskab af jord. Al beskatning af arbejdsudbytte og udbytte fra investeringer i arbejdspladser og andre økonomiske tiltag, der bidrager til samfundsøkonomien, samt de nuværende ejendomsbeskatninger (inklusive grundskyld), erstattes gradvist og så vidt muligt helt, af en beskatning af disse kapitaliseringsgevinster og dermed en beskatning af arbejdsfrie fortjenester.

    Beskatningen realiseres som en jordværdibeskatning af selve jordens handelsværdi; der er IKKE tale om endnu en ejendomsbeskatning. De forbedringer af en ejendom, der hidrører fra menneskers investeringer i ejendommen, i form af bygninger, haveanlæg, solcelle- og jordvarmeanlæg mv., friholdes for beskatning.

    Jordværdibeskatning omfatter også en afgift for retten til at udnytte en ikke-gendannelige naturressourcer på en given parcel, f.eks. grus. Denne beregnes separat fra jordværdiskatten.

    Hvis/når provenuet fra jordværdibeskatningen på et tidspunkt overstiger behovet for offentlige udgifter, skal dette overskud fordeles ligeligt til alle borgere som en borgerløn. Det vil være den ultimative ulighedsbekæmpende faktor, og dermed det sande samfundssind: enhver borger får den indtægt han/hun mv. har skabt ved sin egen arbejdsindsats eller investering, plus sin andel af de samfundsskabte værdier.

    Første trin i omlægningen af dette skattesystem er skatteteknisk at opdele en bolig i to dele: Den jord boligen står på OG selve boligen plus andre menneskeskabte ting, såsom haveanlæg, jordvarme mv.

    Problemet med de stærkt stigende gevinster, der kan opnås med salg af ejendomme, er netop den store stigning i jordværdier. Jord stiger i værdi efterhånden som samfundets udvikling skaber forbedrede forhold for økonomisk aktivitet. Disse forbedringer er ulige fordelt, størst i byer, mindst på landet, størst i store byer, mindst i små landsbysamfund. Disse gevinster afspejler hvor økonomisk attraktiv ejerskabet af et givent jordstykke er.

    De stigende jordpriser, især i større byer, giver sig udtryk som kapitaliseringsgevinster, der tilfalder jordejeren. Men disse gevinster er et resultat af samfundets udvikling og burde derfor være samfundseje.

    Men hvor er jordrenten? Den står ikke på min lønseddel? Den er der – på lønsedlen altså, og på bankkontoen. Men den er skjult på mange måder. For nogen viser den sig som bedre muligheder for at få en højere løn for ét arbejde som i en anden egn giver mindre i lønafkast, fordi den samme type af virksomhed i én egn kan få et højere afkast for det samme arbejde og investerede kapital, end i en anden egn af landet. Eller det er muligheden for at sælge sin ejendom – inklusive jord – med en større fortjeneste i ét område, fordi jordværdien her udvikler sig hurtigere end i en anden egn af landet. For nogen er det en bedre mulighed for at tage lån i sin ejendoms friværdi, der er højere i den egn, end i en anden, selvom den mængde kapital og arbejdsindsats, der blev investeret i at bygge huset, er den samme de to steder. Der kunne gives mange andre eksempler. Sagt på en anden måde: hvis der er indkomst nok i en husstand til at betale prisen for en jordparcel til bank og kreditforening samt sin indkomstskat mv. til stat og kommune, er der også indkomst nok til at betale sin jordværdiskat til staten og slippe for at betale sin indkomstskat. Man skal ikke betale mere i samlede udgifter. Ultimativt slipper man for at betale indkomstskatten og diverse andre skatter og afgifter. Fuldstændigt tilsvarende gælder også for virksomheder. Er der nok provenu til både offentlige udgifter og borgerløn? Vi har et samfund, hvor der er overskud nok af den produktive økonomi til både forbrug, investering og beskatning på fire forskellige måder. I et samfund med jordrentebeskatning fuldt implementeret vil belastningen af den produktive økonomi være fjernet. Så der er ingen fornuft i at tro, at der her ikke vil være provenu nok.

    En par illustrative billeder:

    Figur 3: Det nuværende skattesystem – forsimplet:

    Figur 4: Det optimale skattesystem:

    Valuering af jordens handelsværdi.

    Beregningen af den jordværdiskat, som der skal betales for retten til at monopolisere en ejendom, afhænger selvfølgelig af et troværdigt system til valuering af jordværdier – at finde den korrekte potentielle handelsværdi af en ejendom MINUS handelsværdien for selve boligen/huset inklusive andre menneskeskabte ting: haveanlæg, solcelleanlæg mv.

    Alle ejendomme i Danmark er valueret og jordens andel af denne værdi er opgjort. Problem løst!!!

    NEJ. Skats system til beregning af ejendomsværdier har været under revision længe, og er mildest talt endnu ikke troværdigt.

    En bedre måde: først skal hele ejendommens værdi valueres; her er lokale ejendomsmæglere værd at lytte til. De gør det på daglig basis og indberetter allerede til skat. Derefter skal værdien af det menneskeskabte (bolig mv.) trækkes fra.

    Det hele skal foregå som en beregning pr. arealenhed, men ikke for den individuelle ejendom, men som et gennemsnit for hele den bebyggelse/kvarter eller industrikvarter osv, ejendommen ligger i.

    Boligens værdi kan beregnes individuelt som den samlede anlægspris plus/minus prisen for forbedringer og værditab, korrigeret for prisudvikling, og omregnet til en kvadratmeterpris. Det beløb fratrækkes ejendommens samlede salgsværdi som fastlagt ved hvert salg, igen korrigeret for prisudvikling.

    Tilbage har vi en pris for jordens handelsværdi, i form af jordrenten pr. kvadratmeter. Denne jordrente/kvm vil variere alt efter placering og anvendelse af jorden, dvs. hvor attraktiv jorden er som grundlag for en given økonomisk aktivitet. Den vil afspejle om ejendommen er i by- eller landzone, om den blot er bebygget eller indgår i en virksomhed/produktion. Jord i landzone, der ikke bliver anvendt på nogen måde, vil have en jordrente/kvm på nul, mens jord i centrum af storbyer vil have den højeste.

    Udlejningsejendomme skal selvfølgelig også betale jordrente. Her fordeles jordrenten på beboerne som en del af huslejen.

    Indførelse af jordværdiskatten

    Jordværdiskatten skal indføres gradvist, f.eks. over 20-30 år. Perioden og andre detaljer ved indførelsen bør fastlægges ved en folkeafstemning.

    Først gennemføres skatten i et omfang, der sikrer at den del af jordrenten for en given ejendom, der får lov at tilfalde det frie marked, fastholdes; dvs. alle stigninger i jordrente fra en given dato, indkasseres som jordværdiskat. Dette provenu modregnes den ejendomsskat og grundskyld en given ejendom skal betale.

     For illustrative årsager påstås det her, at dette går op, så ejendomsskat og grundskyld fjernes i dette første hug. Det er selvfølgelig ikke sikkert.

    I de følgende år forøges jordværdiskatten gradvist indtil al jordrenten er indkasseret. Disse provenuer modregnes den indkomstskat og/eller virksomhedsskat, der skal betales af ejerne af den pågældende ejendom ved at hæve den skattefrie bundgrænse. Desuden vil det også blive modregnet i andre afgifter. Ikke mindst skal moms afvikles.

    Jordværdiskat og grundskyld Vi har allerede grundskyld i det kommunale regi. Der er mange ligheder mellem grundskyld og jordværdiskat. Princippet bag er det samme: en beskatning af jordrenten. Men der er også forskelle: Grundskyld er en kommunal skat, som hver kommune kan skrue på efter behov, oftest under pres fra urimelige nedskæringer fra statslig side. Jordværdiskat er en statslig skat. Takket være statens elendige system til valuering af ejendoms- og dermed jordværdier, og fordi kommuner selv bestemmer grundskyldspromillen, har grundskyld fået et dårligt ry, som egentligt ikke er rimeligt, men det er en realitet. Det er derfor at foretrække at starte med en ren tavle; et nyt begreb – jordværdiskat – som desuden lægger sig tæt op ad den engelske pendant til ordet grundskyld: Land Value Rent.

    Effekter – blot et par eksempler

    Ejendomshandler:

    Når en ejendom i dag handles, har sælger i sin tid betalt jordrenten til finansvæsenet. Måske er lånene betalt, så ejendommen er gældfri. Så vil sælger selv kunne indkassere hele handelsværdien af jorden (dvs. jordrenten) plus boligen mv.

    Køber skal betale for hele ejendommen inklusive jordens handelsværdi. Det beløb skal betales med gæld + renter osv. + forrentede omkostninger. Så kan cirkusset begynde forfra. Finansvæsenet fortsætter eller genstarter indkasseringen af jordrenten – the neverending story.

    Når jordværdiskatten er fuldt implementeret og jordrenten ikke længere står til rådighed for markedet, er billedet markant anderledes. Køber overtager blot betalingen af jordrenten fra sælger, og køber skal kun betale og belåne et beløb til betaling af selve boligen mv.

    Desuden: hvis afprivatiseringen af pengesystemet gennemgået i trin 2 og 3 er indført, vil dette lån kunne optages i Nationalbanken og dermed være rentefrit.

    Den spekulative økonomi, økonomisk vækst, grådighed og miljø.

    I traditionel kapitalisme er der et mantra: grådighed er godt. Grådighed skaber økonomisk aktivitet og dermed økonomisk vækst og – i borgerlig logik – velstand for alle.

    Men det sidste er løgn: grådighed kan kun realiseres af nogle få og skaber dermed ekstrem ulighed og fattigdom.

    Grådighed realiseres som en effekt af det ”frie” markeds kontrol med jordrenteprovenuet. Når jordrenten ikke længere står til rådighed for dette marked takket være jordværdiskatten, vil der kun være en måde at realisere ulighed på: arbejdsindsats – arbejde mere end andre til en højere løn. Man vil ikke kunne tjene arbejdsfrie fortjenester, dvs. andre mennesker penge.

    Fjernelsen af muligheden for grådighed vil også undergrave selve logikken bag økonomisk vækst. Dermed vil statens inddragelse af jordrenten bekæmpe det påståede behov for økonomisk vækst, og dermed vækst i ressourceforbrug. Med andre ord: Jordværdibeskatning vil skabe grundlaget for en langt mere effektiv miljø- og klimapolitik, især hvis den kombineres med logikken, at forureneren betaler. Den vil ikke fjerne miljøproblemer og løse klimaproblemet, men det vil give bedre muligheder for at føre en effektiv klima- og miljøpolitik

    En økonomi vil stadig kunne vokse, men kun i kraft af mere produktiv økonomi. Muligheden for spekulativ økonomi vil være fjernet.

    Andet trin – Demokratisering af pengesystemet 3

    På papiret har Nationalbanken monopol på at skabe penge, men det gælder kun mønter og sedler. I det moderne samfund er købekraft meget mere end kontanter.

    Banker og andre långivere skaber købekraft hver gang de giver et lån; et fiktivt beløb der skabes ved blot at skrue op for beløbet på låntagerens konto. Det er reelt en digital valuta på samme måde som bitcoin og alle de andre.

    Det er uklogt når balancen mellem produkter og serviceydelser skabt af den produktive økonomi OG den tilgængelige købekraft styres så vilkårligt, Det er urimeligt, at private aktører kan manipulere denne balance til deres fordel.

    Da 75% af udlånet går til boligmarkedet, betyder det at boligpriserne stiger ukontrollerbart og uforudsigeligt. Banker mv. styrer selv hvor meget købekraft de skaber, til hvor mange kunder, og under hvilke omstændigheder. Det er logisk at forvente, at dette system er stærkt medvirkende til at skabe ubalance på boligmarkedet, så boligejere oplever, at belåningen af boliger stiger til mere end den reelle salgsværdi for ejendommen.

    Det kaldes også overophedning: boligejere bliver teknisk insolvente. Det var netop det der skete i 2007-8 og skabte den daværende finanskrise.

    Det er blot et eksempel på, at det ikke dur, når der mangler en central styring af balancen mellem udbud af produkter og serviceydelser på den ene side, og den købekraft, som skal forbruge disse produkter, og derved skabe det afkast, som virksomheder har brug for.

    Når købekraft kan skabes af spekulative hensyn, ryger balance. Det svarer til at private finansinstitutioner fik hver sin seddelpresse.

    DERFOR:

    Nationalbanken skal have eneret på at skabe købekraft og det skal være bankens opgave at sikre balancen mellem det produktive afkast af økonomien og den tilgængelige købekraft. Det gælder også digital valuta. Alle privatdrevne digitale valutaer skal forbydes.

    Tredje trin – Det rentefrie samfund 4.

    Enhver forrentning er endnu en skat på den produktive økonomi. Det gælder især når de gældsposter, der forrentes, er fiktive digitale penge, skabt med det formål at indfange låntagerens økonomi i et gældsfængsel; endnu mere især, når vi alle rammes af en galoperende inflation og stigende renter. Ethvert aspekt af den produktive økonomi vil blive ramt hårdt.

    Renter er IKKE betaling for en risiko som finansinstituttet skulle tage. Der er ingen risiko på et sådant lån. Finansinstituttet skaber en fiktiv valuta og kalder beløbet for et lån, som skal betales tilbage med renter, med værdier taget fra den produktive økonomi. Lånets hovedstol udgøres ikke af værdier, som finansinstituttet risikerer at miste.

    Finansinstituttet løber selvfølgelig den risiko, at deres låntagere ikke betaler lån tilbage. Så mister finansinstituttet den dominerende indtægtskilde det har. Det burde ikke være et relevant hensyn at tage, set fra samfundets synspunkt – det er blot en virksomhed.

    Men finansvæsenet har desværre udviklet sig til en samfunds kritisk, finansiel infrastruktur, i en privatiseret udgave. Det er ikke godt.

    Al samfundskritisk infrastruktur bør være samfundsstyret, helst samfundsejet.

    DERFOR:

    Når Nationalbanken har fået eneretten på at skabe købekraft, skal alle borgeres NemID konti overføres til Nationalbanken. Alle borgere skal kunne oprette andre konti i banken, såsom budgetkonti, opsparingskonti mv.

    Nationalbanken skal udbyde rentefrie lån med låneomkostninger der beregnes som et fast beløb og ikke som en rente af lånets størrelse.

    Med disse tre tiltag supplerer vi det politiske demokrati med det økonomiske demokrati:

    Alle borgere har lige adgang til at sætte sit kryds – det politiske demokrati; med de tre nævnte tiltag får demokrati også en økonomisk betydning: borgeres ret til den samlede værdi skabt af deres egen arbejdsindsats eller investering (ingen skat på arbejde), samt deres andel af de samfundsskabte værdier, dog først efter at staten har dækket sine demokratisk bestemte udgifter.

    Desuden skal borgerne ikke betale renter for de penge de låner, blot en fast beløb i omkostninger for Nationalbankens håndtering af lånet. Private banker mv. må gerne eksistere og udbyde forskellige services.

    Borgerne vil i langt mindre grad være underkastet spekulative angreb på økonomien, dels fra forrentning, dels spekulativ manipulering af samfundets samlede købekraft, og dels fra jord- og valutaspekulation.

    De samfundsskabte værdier i form af en borgerløn fordeles ligeligt mellem alle borgere uden andre hensyn end at man er borger. Målet skal selvfølgelig være at ingen mennesker skal leve af almisser. Hvis et menneske ikke kan arbejde af en eller anden årsag, har person stadig retten til sin borgerløn og vil desuden kunne bidrage til at skabe grundlaget for samfundets udvikling, som forbruger og som opdrager af sine børn til at blive aktive medborgere.

    Men der vil stadig være mennesker udenfor arbejdsmarkedet, mennesker med fysiske eller psykiske handicap, der forhindrer dem i at arbejde hel- eller fuldtids. Men det problem kan minimeres hvis arbejdsmarkedet tilpasses disse mennesker i så høj grad som muligt. Mange, også psykisk, handicappede kan bidrage med sin arbejdsindsats hvis blot arbejdspladsen tilpasses.

    Jeg håber!

    At min skitse af en fremtidig kurs for Danmark vil skabe interesse. Der er ikke så svært at forestille sig et samfund, hvor de mange skævheder er minimeret. Den skitserede 3-trins raket er ikke et quick-fix, der fjerner alle problemer. Det er mere en reparation af det fundament, som samfundets hus er bygget på, så dette fundament ikke skaber revner i huset. Der vil stadig være grundlag for uenigheder; Der vil stadig være behov for forskellige politiske holdninger.

    Men de socioøkonomiske mekanismer, der skaber ulighed og social nød, og de beskatninger, der hæmmer den produktive økonomi vil være minimerede.

    Hermed til fri afbenyttelse!

    Lidt om skribenten: https://retsdemokrati.blog/contact/

    Kilder:

    1. https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=36310
    2. Økonomisk Ulighed i Danmark, Niels Plough (red), 2017, Jurist og økonomforbundets forlag.
    3. https://www.godepenge.dk/
    4. https://www.jak.dk/
    5. https://rooseveltinstitute.org/wp-content/uploads/2020/07/RI_Reforming_Taxation_White_Paper_201405.pdf
    6. https://www.adamsmith.org/blog/land-value-tax-versus-urban-sprawl
    7. https://www.econlib.org/land-taxes-the-return-of-henry-george/
    8. https://www.berlingske.dk/business/danmarkshuset-er-steget-i-pris
    9. https://www.dr.dk/nyheder/penge/top-10-over-de-dyreste-omraader-i-danmark