Og Retsdemokratisk miljøpolitik.

Der er kommet et nyt parti med navnet De Grønne, Danmarks Grønne Liberale Parti. Spændende, men bliver det starten på en afgørende forandring i først dansk politik og senere…..?

Nye partier har det med blot at smelte ind i rollen som støtteparti for den ene eller den anden side, eller evt. på skift, begge sider. Hvad vil forhindre De Grønne i blot at falde ind i den rolle?

De Grønne er liberale. Dvs. de går ind for personlig frihed, demokrati osv. – det gør vi jo alle sammen – de fleste i hvert fald. Man kan diskutere om DF og Nyborgerlige er liberale. I deres verden skal det liberale tydeligvis ikke gælde for muslimer og andre indvandrere – en politik som de fleste andre partier har adopteret.

Men er De Grønne også traditionelt økonomisk liberale, med princippet om at en privat forbrugt krone er positiv, mens en offentlig forbrugt krone er en belastning. Kører deres økonomiske tænkning efter påstanden om de perfekte markedsmekanismer, der kan løse enhver krise ved at sænke lønninger og priser, hvis blot politikerne holder de politiske naller væk; ingen politisk regulering af erhvervslivets frihedsgrader. Med andre ord: er de traditionelt kapitalistiske. Der er mange politikere, der kalder sig selv liberale, men reelt er kapitalistiske i den gode gamle betydning. I dag kalder man det blot neo-liberal. De Grønne er ikke-skeptiske overfor EU, som kører stringent efter en neo-liberal model.

Så er De Grønne neo-liberal? Svaret fremgår ikke af deres programerklæringer.

Men nu handler det om miljø, biodiversitet, klima osv.. Jo tak, men det kan ikke adskilles fra den måde økonomien fungerer på. Økonomi og miljø er smeltet sammen til en stor pærevælling.

Miljøpolitik handler ikke kun om at få hævet eller sænket et antal afgifter for at stimulere den grønne omstilling. Skal det lykkedes at redde menneskeheden fra sin egen selvdestruktion, er det selve vilkårene for hvordan økonomi fungerer, der skal ændres. Det er ikke nok blot at skrue på nogle få skruer i det politisk-økonomiske maskineri.

Globalt set går det mildest talt ad pommern til. Vi har f.eks. haft det ene klimatopmøde – COP xx – efter det andet de sidste 26 år – en cirkusforestilling, der blot fløj på luksusklasse fra by til by uden at ændre noget bortset fra et par smukt dekorerede aftaler uden reel effekt, i hvert fald indtil videre – intet er sket. CO2 udledningen er fortsat med at stige, alene siden 2010 med over 10% (Se her), og CO2 koncentrationen i atmosfæren er i samme periode steget med 2,4 ppm om året (Se her). Naturforarmningen fortsætter med uforandret styrke – de sidste mange år har vi allerede efter ca. 7 måneder opbrugt de naturressourcer, som kloden kan nå at genskabe på et år.

Men hvad med Danmark: Naturforarmningen har det også her godt og er stærkt i fremmarch, til trods for vandmiljøplaner på stribe, til trods for begrænsninger i landbrugets udnyttelse af naturen, til trods for en lang række andre tiltag gennemført af skiftende regeringer, dels fordi andre regeringen har rullet mange af tiltagene tilbage igen, dels fordi mange af tiltagene var virkningsløse på lang sigt.

Hvad angår CO2 udledningen går det lidt bedre. Siden 1990’erne er der faktisk sket et fald i den danske CO2 udledning. Det er sket med de etablerede partier ved magten, men nok mest fordi virksomheder har taget sig sammen. Men det betyder at de etablerede partier har lavthængende smukke fjer, de kan besmykke sig med. Den adfærd vil ethvert nyt parti have svært ved at klare sig imod.

Spørgsmålet er så: hvad kan De Grønne gøre, som de etablerede partier ikke allerede har forsøgt eller kan påstå at de også vil gøre? Svaret har jeg ikke kunnet finde i De Grønnes programerklæringer. De er blot liberale med et grønt tvist. Måske kan de overtale erhvervslivet til at grønt-omstille hurtigere end ellers, men det kan  andre partier også påstå, så De Grønne risikerer at de blot bliver endnu et parti a.la. De Radikale, SF, Enhedslisten eller DF, der skøjter fra den ene regering til den anden; der hvor de kan få en smule indflydelse og få gennemført et par smukt dekorerede tiltag uden langtidseffekt.

Løsningen på at Jeppe på Bjerget drikker, er jo ikke at tvinge ham til drikke mindre. Løsningen ligger i at få besvaret spørgsmålet hvorfor Jeppe drikker.

På samme måde: at få skruet ned for naturforarmelsen for alvor opnås ikke ved blot at tvinge/overtale os til at forbruge mindre. Vi skal have ændret de politisk-økonomiske betingelserne, der medfører, at naturødelæggelse kan betale sig.  Det er ikke Hr. og Fru et eller andet, der er hovedårsagen til det høje ressourceforbrug.

Årsagerne er langt mere komplekse:

  • Det er hele produktionsapparatets ekstreme ressourceforbrug med import af en lang række produktionsfaktorer over lange afstande og tilsvarende eksport af produkter over lige så lange afstande.
  • Det er den ineffektive udnyttelse af ressourcer under produktionen, hvor de kasserede produkter ender som forurening.
  • Produkters elendige evne til genbrug efter forbrug.

For blot at nævne nogle.

Men det er også finanssystemets udnyttelse af arbejdsfrie fortjenester og gældsbelastning, der stimulerer ekstreme udbytter og dermed ”grådighed er godt” princippet. Det er finanssystemets konstante jagt efter vækst i deres udbytter. Hvis de begynder at tjene penge med lidt mindre hastighed end før, går de på det nærmeste i panik, og følgerne heraf kan mærkes i hele samfundet. Det er her vi har hovedårsagen til vækstideologien og dens dominans af politisk-økonomisk tænkning. Så miljøpolitik handler også om at bekæmpe arbejdsfrie fortjenester, for derved at dæmpe den finansielle grådighed.

Det er noget vås at påstå, at økonomisk vækst er en forudsætning for velfærd. Det er måske nok en forudsætning for velstand til de i forvejen rige, men det er jo ikke et argument for at fortsætte en økonomisk vækst, der har medført et forbrug, der er større end det kloden kan nå at genskabe.

Liberalisters typiske modargument er, at blot al produktion og alle produkter er tilstrækkelig grønne vil også væksten kunne blive grøn. Men det holder ikke: Så længe vi har et politisk-økonomisk system, der dyrker den ekstreme sociale ulighed (der jo også handler om ulighed i adgangen til forbrug) med ekstrem formueophobning og ressourceforbrug for nogle få, vil økonomisk vækst fortsætte med at være så omfattende, at der ikke vil kunne komme styr på ressourceforbrug og ressourcespild. Vi bliver nødt at få sat en hastighedsdæmper på den vækstideologiske vanvidsbilisme.

Løsningen er også kompleks. Min klare holdning er, at vi skal starte med finanssystemet. Vi skal have hæmmet dets dominans, ved at hæmme adgangen til arbejdsfrie fortjenester. Vi kunne indføre skatter på finanstransaktioner, men det er langt fra det mest konstruktive. Det mest konstruktive er at beskatte fødegrundlaget for de arbejdsfrie fortjenester, på sigt fjerne muligheden for overhoved at opnå arbejdsfrie fortjenester (mere argumentation her).

Det vigtigste redskab er jordværdibeskatning. Det kræver en lidt længere forklaring:

Der er tre centrale produktionsfaktorer: Jord, arbejde og kapital. De giver hvert sit udbytte: jordrente, arbejdsrente (løn) og kapitalrente. Arbejds- og kapitalrente skabes ved investering og arbejdsindsats. Jordrente opstår fordi samfundet udvikler sig infrastrukturelt på alle mulige måder. Betingelserne for økonomisk aktivitet forbedres ved denne udvikling og det medfører at jord som produktionsfaktor bliver mere værd – værdien kapitaliseres. Dette kapitaliseringsprovenu er samfundsskabt og burde tilfalde alle samfundets medlemmer, og anvendes som den eneste (ideelt set) kilde til offentlige udgifter som erstatning for indkomstskat mv.. Men provenuet bliver i stedet for en stor dels vedkommende opsuget af den finansielle sektor. Det er kilden til alle arbejdsfrie fortjenester. Arbejdsfrie fortjenester har alle sit udgangspunkt i jordværdispekulation.

En jordværdibeskatning, på sigt svarende til hele jordrenten, vil stoppe kilden til arbejdsfrie fortjenester, vil dermed sætte en alvorlig fartdæmper på den vækstideologiske vanvidsbilisme, og dermed hæmme mulighederne for at realisere den grådighed, der ligger bag vækstideologien.

Men jord er andet og mere end det vi graver op når vi planter en staude. Det er alle naturressourcer. Jord er adgangsbilletten til  alle økosystemer, til grus, til olie til whatever. Ved at beskatte de kapitaliserede jordværdier beskatter vi adgangen til naturressourcer. Den bedst tænkelige form for forbrugsbeskatning.

En jordværdibeskatning skal indføres gradvist over 20-30 år, og ved samtidig at nedskære især indkomst- og selskabsskat krone for krone.

Selvfølgelig skal der også føres traditionel miljøpolitik til stimulering af erhvervsvirksomheder lyst/evne til at omlægge deres produktion. Selvfølgelig skal der investeres i en omlægning af samfundets energiinfrastrukturer, og i en stærkt forøgelse af genbrug. Et produkts evne til at blive genbrugt skal indbygges i hvert enkelt produkt så vidt muligt.

Mere generelt skal der føres en miljøpolitik, der medfører at virksomheder automatisk ”kommer til” at vælge grønne teknologier, fordi disse tilfældigvis også er de mest økonomisk og teknologisk fornuftige.

Forurening af en hver slags er i bund og grund blot at smide ressourcer og dermed penge ud ad vinduet. Det har mange i erhvervslivet indset, og mange virksomheder arbejder meget bevidst på at nedsætte deres miljøbelastning. Det er ekstremt positivt. Vi kan uden tvivl nå langt ved at udnytte virksomheders lyst til at forandre sig.

MEN DET ER IKKE NOK.

Vi skal have ændret det fundament virksomheder og forbrugere står på når de vælger teknologier og produkter. Husk på, at det faktum at staten beskatter værdiskabelse via indkomstskat mv. og finanssystemet beskatter jordrenten, udgør en dobbeltbeskatning. Ved at lade staten beskatte jordrenten, med tiden med 100%, og samtidig afvikle beskatning af værdiskabelse, opnår vi et langt mindre samlet skattetryk og det vil stimulere virksomheder til at investere. Ressourcebeskatning og andre politiske tiltag skal så anvendes til at rette disse investeringer i en grøn retning. Her vil jordværdibeskatning spille en central rolle.

Jeg håber at overtale de Grønne til at adoptere jordværdibeskatning, ikke som den ejendomsbeskatning de tror det blot er, men som den naturressourceafgift og forbrugsbeskatning det også er. Hvis De Grønne vil vige uden om faren for blot at ende som støtteparti bliver de nødt til at adskille sig markant fra de etablerede, især borgerlige, partier, inklusive Socialdemokratiet (Ja, det er langt hen borgerligt) og De Radikale, bliver De Grønne nødt til at adskille sig meget markant. De påstår de er social-liberale, men det er Socialdemokratiet og De Radikale også, på papiret i det mindste. Måske var det bedre at kalde sig selv retsliberal. Det er blot et andet ord for retsdemokratisk.

Der mange flere argumenter om retsdemokrati og dets mange aspekter her: og i min bog:

2 thoughts on “Det nye parti De Grønne

  1. Et svar fra Jonas Holm, partiformand for De Grønne.
    Hej Uffe,

    Tak for omtalen af De Grønne på din blog og tak for din vælgererklæring. Det sætter vi stor pris på.
    Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at De Grønne er et socialliberalt parti: https://degronne.dk/om-partiet/

    Vi har skrevet lidt mere om, hvad vi forstår ved socialliberal i vores FAQ: https://degronne.dk/faq/
    De Grønne er ikke et neoliberalt / laissez faire liberalt parti som LA. Det kan være vi skal prøve at skrive det tydeligere, når du har fået den opfattelse efter at have læst vores politik.
    Du kan læse om vores værdier her: https://degronne.dk/vaerdier/

    Hvis der er noget vi skriver et sted, som du mener er udtryk for neoliberalisme fremfor socialtliberalisme, er du meget velkommen til at gøre opmærksom på det. Tak.

    De Radikale er også et socialliberalt parti, men det er Socialdemokratiet på ingen måde, og jeg tror også gerne Ø vil have sig frabedt at blive kaldt liberale.

    Vi er helt enige i, at det skal kunne betale sig at være grøn, både ifht brug af naturressourcer, affald og forurening af miljøet og klimaet, således at markedskræfterne, forbrugerne, virksomhederne og investorerne kan drive den grønne omstilling. Det er hele kernen i De Grønnes politik.

    Vh Jonas

    Like

  2. Mit svar til Jonas Holm:
    Mange tak for dit svar, Jonas.
    Jeg kan desværre ikke udtrykke mig så kort som du gør 😊
    I min virkelighed er socialliberalisme faktisk et ret utiltalende begreb.
    Socialliberalismen i DK har sit udgangspunkt i den socialdemokratiske velfærdsstat: De bredeste skuldre betaler en del af deres indkomst til staten så staten kan udbyde en række uundværlige services. Det lyder tiltalende.
    Men generelt er det et problem, at det er arbejdsudbyttet man beskatter. Arbejdsudbytte er elastisk overfor beskatning, dvs. for hver beskattet krone, er der en krone mindre til rådighed for reinvestering og forbrug. Skat på arbejdsudbytte hæmmer økonomisk aktivitet.
    Og netop på socialområdet er det værre: de svageste skal have en tålelig tilværelse, men den finansieres af andres arbejdsudbytte, som en almisse. Hvis denne almisse bliver for stor skal den beskæres, ellers er der et for lille incitament for disse svage til at tage et arbejde.
    Det kan også udtrykkes på en anden måde. De svage skal stå til rådighed for et samfund, der kun i begrænset omfang står til rådighed for dem. De bliver behandlet efter samme princip som det gamle indiske kastesystem – denne klasseinddeling er et resultat af den beskatningsmodel, som gennemsyrer det liberale samfundssystem, uanset om det er neo-liberalt eller socialliberalt.
    Det socialliberale samfund i DK har så udviklet sig til konkurrencestaten, hvor mennesker ikke længere anses for at være ligeværdige borgere, men blot skal være en arbejdsressource. Det var ikke Corydon, der opfandt det begreb og det var heller ikke Ove Kaj Pedersen. Det var blevet en realitet primært som følge af et stigende skattetryk på arbejdsindsats.
    Retsliberalismen (=retsdemokrati) er i mine øjne et langt mere positivt begreb. Princippet er her, at dobbeltbeskatningen fjernes, så arbejdsudbytte (efter en længere omstillingsperiode) kan friholdes for beskatning, mens jordværdibeskatningen (= jordens kapitaliseringsprovenu) anvendes som eneste kilde til dækning af de offentlige udgifter. I det omfang, der er/bliver et overskud, skal dette udbetales som en borgerløn.
    Der er tale om to rettigheder, som hænger tæt sammen: retten til det fulde udbytte af sin egen arbejdsindsats eller investering, samt retten til at få sin andel af de samfundsskabte værdier; værdier der i socialliberalismen for en stor dels vedkommende ender i lommen på finanssystemet med alt hvad det indebærer.
    Retsdemokrati som begreb giver det samme resultat som retsliberalismen, men konceptuelt er der en lille forskel: Begrebet demokrati omfatter politisk demokrati i en stringent betydning, hvor de oprindelige principper om en stringent opdeling af de politiske magtområder opretholdes, ikke mindst at ministre bliver anset for blot embedsmænd i tidsbegrænsede stilling med ret til at udøve love, men uden magt til at kontrollere lovgivningsarbejdet. I DK har regeringen næsten monopol på at fremsætte lovforslag og de har monopol på adgangen til de regnedrenge, der er en uundværlig del af arbejdet. I EU er det endnu værre.
    ”RET”-delen handler egentlig også om demokrati; økonomisk demokrati, hvor de samfundsskabte værdier fordeles ligeligt til alle samfundets medlemmer.
    Jeg har også svært ved at forlige din påstand om at De Grønne ikke er neo-liberalt med det faktum, at I er ikke-skeptiske overfor EU. Det må indebære at I er ikke-skeptiske overfor den økonomisk-monetære union, der bygger på den old-kapitalistiske påstand om markedsmekanismernes perfektion når det gælder om at løse recessive tendenser uden nogen som helst form politisk indblanding, samt det de facto forbud mod gængse og helt normale makroøkonomiske værktøjer som kursdevalueringer, rentetilpasning og offentlige investeringer, som ligger meget klar defineret, dels i Euroen, dels i konvergenskriterierne og stabilitetspagten.
    Oveni det kommer så EU’s planer om et føderalt Europa, hvor en politisk union skal sikre, at al politik centraliseres i EU’s hænder for at sikre Euroens troværdighed på de internationale kapitalmarkeder. Landes egne økonomier er ret ligegyldige i den sammenhæng. Husk f.eks. på hvad der skete med Grækenland, da de bad om hjælp.
    I skriver ganske vist at I er tilhængere af statslig regulering på en lang række områder, men det vil EU’s lovgivning i stort omfang forbyde. Så hvordan kan I være ikke-skeptiske overfor et EU, der fører en politik, der er lodret i modstrid med jeres egen. Undskyld jeg siger det rent ud, men det er da selvmodsigende.
    Jeg er IKKE tilhænger af Daxit. Jeg er IKKE tilhænger af et nationernes Europa, hvor hvert lande falder fra som blade i efterårsskoven. Jeg ER tilhænger af et forpligtende Europæisk samarbejde. EU løser blot ikke den opgave, tværtimod. EU modarbejder et Europæisk samarbejde, der tager udgangspunkt i hvad befolkningerne ønsker. EU ønsker et samarbejde, hvor det er eliten, der bestemmer og fjernstyrer. Det vil på et tidspunkt bryde sammen, ikke mindst fordi højreekstremismen lurer, og ikke kun i kulissen efterhånden. Disse kræfter kan EU ikke inddæmme, tværtimod: EU stimulerer radikaliseringen med sin elitære topstyring.
    I kan læse mere om min model for et forbedret Europæisk samarbejde her: https://retsdemokrati.blog/brexit-brexshit-brextinct/ og i min bog: https://retsdemokrati.blog/en-bog-om-retsdemokrati/, kapitel 7.
    Hvad angår miljøet: jeg synes det er skide godt at I vil arbejde for et grønnere samfund. Det er ÅRSAGEN til at jeg har givet jer min vælgererklæring. Men jeg mangler at se, at den miljøpolitik I vil føre, vil adskille sig og jer fra de andre partier, der alle kæmper om at smukkesere sit grønne image udadtil. Den kamp kommer I til at tabe hvis ikke jeres politik adskiller sig markant, og det kan jeg ikke finde beskrevet nogen steder. Min påstand er selvfølgelig, at det er de retsliberale principper I har brug for.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s