I et interview i politiken d. 13. oktober udtaler professor Mathew Paterson, at kapitalismen styrer imod det totale kollaps. Paterson anbefaler at den anerkendte økonom John Maynard Keynes igen bliver økonomiens ledestjerne.
I nu to årtier har den kapitalistiske (også kaldet neo-liberale) økonomi kørt med håndbremsen trukket: tæt på nul eller negativ rente er ikke et sundhedstegn. Et af de centrale problemer er den politiske fokus på offentlig spareiver (Kilde) en stort set generel holdning i hele den vestlige verden. Ideen bag bygger på det gamle kapitalistiske princip om, at det frie apolitiske marked løser alle problemer automatisk, blot lønninger og priser får lov at udvikle sig uhindret, og tilgængelighed af arbejdskraft ikke er begrænsende. Det indebærer, at samfundet og dets medlemmer skal tjene økonomien og ikke omvendt.
Overfor denne tankegang står den keynesianske udgave af kapitalismen, der er et langt bedre alternativ som samfundsmodel end den dominerende neo-liberale beton-kapitalisme. Sidstnævnte er hovedårsagen til alle de kattepiner vi befinder os i, lige fra den ekstreme ulighed, over det abnorme ressourceforbrug i den rige del af verdenen, inklusive klimakrisen, til de konstant tilbagevendende økonomiske kriser, der skyldes den spekulative økonomi, og som stod bag både depressionen for 100 år siden (kilde) og adskillige kriser siden, med 2007/8 som den nyeste.
Principperne bag keynesianismen blev formuleret af John Maynard Keynes i 30’erne da han hjalp USA ud af den store depression, der var fremkaldt af den nævnte traditionelle markedsfundamentalisme. Det centrale princip er, at i en recession kan den private sektor ikke kickstarte økonomien. Der er brug for offentlige investeringer, kombineret med politiske virkemidler for at modvirke nye ubalancer i markederne. Det blev bevist i 30’erne at Keynes havde ret – det har han stadigvæk.
Den offentlige sektor er ikke den private sektors fjende. Den er tværtimod dens uundværlige tvilling.
Det er dog min påstand at keynesianismen bør kombineres med et opgør med den spekulative økonomi. Arbejdsfrie spekulationsgevinster er for en stor dels vedkommende mulige, fordi der kan opnås indtægter ved at udnytte kapitaliseringen af jordværdier. Jord stiger konstant i handelsværdi fordi samfundets udvikling forbedrer betingelserne for al økonomisk aktivitet. Jordens værdi som handels- og spekulationsobjekt og som grundlag for al økonomisk aktivitet er en altafgørende økonomisk faktor i ethvert samfund. I kapitalismen, uanset om den er neo-liberal eller keynesiansk, er der ikke styr på denne faktor: I kapitalismen ryger kapitaliseringsgevinsten fra jordens værdistigninger ud på det ”frie” marked, der kontrolleres af den rigeste del af befolkningen, og danner dermed grobund for både ekstrem ulighed og ikke mindst behovet for uafbrudt økonomisk vækst: grådighed er godt og absolut nødvendig, også selvom den tilfredsstilles på bekostning af mennesker og vores levevilkår.
Det er netop mulighederne for at opnå oppustede arbejdsfrie fortjenester, der skaber overophedninger i økonomien. I 2007/8 var det på boligmarkedet; det var også en dominerende årsag for 100 siden.
Løsningen er at beskatte disse kapitaliseringsgevinster, ultimativt med så tæt på 100% som muligt; men dette mål skal/kan først opnås efter flere årtiers omlægning. Det indebærer en jordværdibeskatning, der gradvist skal erstatte andre indkomstbaserede beskatninger og ejendomsbeskatninger. Vi skal med andre ord beskatte grundlaget for værdiskabelse fremfor værdiskabelsen selv.
En sådan samfundsmodel vil undergrave ”grådighed er godt”-princippet og danne grundlaget for et samfund i langt bedre balance med sit eksistensgrundlag og med en langt mindre grad af socioøkonomisk ulighed. Jordværdibeskatning vil selvfølgelig ikke i sig selv løse f.eks. klimaproblemet, men den vil forbedre mulighederne for at gennemføre den såkaldte grønne omstilling ved at modvirke at motivet om konstant økonomisk vækst dominerer alle hjørner af økonomien.
Denne samfundsmodel er ikke min opfindelse: Den går helt tilbage til Adam Smith (kilde), blev fremsat i mange detaljer af Henry George (kilde) i slutningen af 1800-tallet og støttes af flere moderne økonomer, blandt andre Nobelprisvinder Joseph Stiglitz (kilde).
Læs mere her:
Og i min bog.
Retsdemokrati 