ULIGE RET fører til ulighed. Den ekstreme ulighed opstår fordi frugterne af samfundets udvikling ikke er tilgængelig for alle samfundets medlemmer i lige grad. Den elitære del af befolkningen har tilranet sig retten til at tjene arbejdsfrie fortjenester på at handle med værdier fremfor varer og tjenesteydelser i et omfang, der ikke kun skævvrider samfundsøkonomien, men også skaber ulighed langt ud over den naturlige ulighed, der opstår på grund af forskelle i menneskers arbejdsindsats.
Hvad er ”frugterne af samfundets udvikling”?
Disse frugter kaldes jordrenten.
I den daglige økonomi gælder, at det enkelte individs arbejdsløn er udbyttet af dette individs arbejdsindsats. Denne arbejdsindsats og det forbrug som personen foretager ved hjælp af sin løn, er denne persons bidrag til samfundsøkonomien. Personen kan selvfølgelig også vælge at sætte udbyttet i banken til senere forbrug, eller måske investering.
På samme måde gælder, at når en erhvervsdrivende investerer risikovillig kapital i opstart eller drift af en virksomhed, og i salget af produkterne, bidrager denne erhvervsdrivende med investeringen og de arbejdspladser der skabes, til samfundsøkonomien. I normal social-økonomi kaldes dette bidrag for kapitalrenten. Denne erhvervsdrivende kan vælge at anvende udbyttet til forbrug eller til yderligere investering i sin virksomhed, og udbyttet vil dermed skifte navn til kapital. Men udbyttet kan også ophobes som inaktiv formue.
En virksomhed kan ikke drives uden at placere den på et stykke jord. Ejeren af denne jordparcel bidrager også til samfundsøkonomien, og opnår et udbytte på grund af dette bidrag. Dette udbytte kaldes for jordrenten. Også jordrentens udbytte kan enten investeres eller ophobes.
At forklare disse tre typer af økonomisk udbytte på denne måde er ret éndimensionelt. Vi skal huske på at et samfund består af mange personer, der bidrager, ved at arbejde og forbruge og ved at investere kapital og jord i skabelse og drift af arbejdspladser. Desuden betaler vi en del af udbyttet som skat til et offentligt system, som i det ideelle samfund har som opgave at sikre, at vilkårene for økonomisk aktivitet er i orden, i form af infrastrukturer af forskellig slags; transportinfrastruktur, et sundhedsvæsen, et uddannelsessystem, energiforsyning, samt et skattevæsen til opkrævning af det provenu det offentlige har brug for at løse sine opgaver osv. Desuden har det som opgave at sikre imod ubalancer i økonomien, så der f.eks. er kvalificeret arbejdskraft til rådighed for virksomheder, og at der ikke sker ophedning i økonomien.
Hele dette samfundsmaskineri består ikke af tandhjul – det består af individer. Maskineriet er sin egen forudsætning. Disse mange individers indsats forbedrer konstant vilkårene for økonomisk aktivitet, som en del og et resultat af samfundets udvikling. Hvert individ skaber sit eget udbytte til sig selv, men desuden opstår der en merværdi via et kompleks samspil mellem alle disse individers indsats; deres arbejdsindsats, deres investering og deres forbrug af produkter. Denne merværdi kommer til udtryk som en konstant forøgende jordværdi, fordi hele økonomien i bogstavelig forstand hviler på jord; ikke kun fysisk, men fordi jord er en uundværlig faktor i enhver økonomisk aktivitet, fra produktion over beboelse til offentlig administration.
De forbedrede vilkår for økonomisk aktivitet betyder at kontrollen over jord bliver stadig mere attraktiv, og dermed dyrere, jordværdier bliver kapitaliseret. Det er vigtigt at tilgængeligheden af jord ikke begrænses af spekulative faktorer – herom senere.
Det er denne forøgende jordværdi, der er jordrenten, og det er jordrenten, der er frugterne af samfundets udvikling.
Så det er da logisk at kræve lige ret for alle deltagerne i dette maskineri til jordrenten. Den er samfundsskabt; et resultat af mange individers samlede indsats; ingen bidrager mere end andre. Den bør ikke falde i hænderne på jordejere eller finanssystemet.
Men det er lige hvad der sker!
En jordejer eller en finansvirksomhed, der har givet et lån med sikkerhed i jord, bør ikke kunne opnå arbejdsfrie fortjenester ved hjælp af kontrollen over jorden. Sådanne arbejdsfrie fortjenester vil altid blive taget af det provenu, der skabes af de samfundsskabte værdier, dvs. jordrenten.
Jordejeren må derimod gerne opnå fortjenester ved at udnytte jorden som grundlag for en økonomisk aktivitet, herunder en virksomhed eller beboelse – beboelse er også en økonomisk aktivitet, idet beboelse altid vil indebære forbrug af en lang række produkter.
Kapitalisering af jordværdier.
Kapitalisering af jordværdier er det, der skaber grobunden for arbejdsfrie fortjenester, især opnået ved det blotte ejerskab af jord. Jordens værdi øges konstant mens samfundet og dets mange infrastrukturer udvikler sig og dermed forbedrer vilkårene for alle økonomiske aktiviteter. Disse arbejdsfrie fortjenester opnås, fordi jord kan sælges på det frie marked. En ejendom består dels af jordparcellen, dels af de menneskeskabte forbedringer, der er foretaget på jordparcellen. I det nuværende samfund skelnes der ikke mellem disse to faktorer – ejendommen handles som en helhed, og jordejeren vil dermed indkassere en arbejdsfri gevinst ved salget, i det omfang ejendommen er gældfri. Er der gæld i ejendommen vil ejeren af disse gældsposter – typisk banken eller kreditforeningen – indkassere en del af de arbejdsfrie, kapitaliserede fortjenester.
En køber af en ejendom vil være nødt til at sætte sig i gæld, stor nok til betale for både bygninger osv. OG jordens kapitaliserede værdi, samt afdrage et sådant lån over 20 til 30 år. En arbejdsfri gevinst, der ryger direkte i lommerne på kreditgiverne.
Løsningen
Løsningen er en skat på jordværdier af et omfang der forhindrer enhver arbejdsfri fortjeneste ved salg af og råderet over en given jordparcel. En løbende jordskat til afløsning af alle andre skatter på indkomst, investering og forbrug – en jordværdiskat. For mange flere detaljer, læs bogen ”Retsdemokrati – et opgør med neo-liberalismen, kapitalismen og socialismen”, især kapitlerne 4 og 5.
Retsdemokrati 