Politiken har introduceret et nyt begreb i EU-debatten: Den nye EU-fortælling, der handler om den udadvendte nationalstat, der skulle høre fremtiden til. Så det lader til at i det mindste Politiken har forladt den ”trygge” føderale EU-havn. På lederplads d. 01-01-20 angiver avisen at det er nødvendigt ”at midten i det politiske spektrum skaber en ny og progressiv fortælling om nationalstaten og om det uundværlige europæiske samarbejde, som skal til for at sikre den.” Jeg er enig, men der er desværre meget lidt konkret indhold i avisens budskab.
Min udgave af dette budskab er, at:
Der er brug for nationalstaten som grobund dels for det nære, reelle folkelige demokrati, som EU totalt mangler i sin ekstreme topstyring, OG for opvækst af mange forskellige politiske løsningsmodeller på især det økonomiske område; her har EU, takket være Tyskland, fastlåst hele EU til én og kun én fejlslået løsningsmodel, takket være fastkurspolitikken, konvergenskravene og stabilitetspagten, der afskaffer de normale makroøkonomiske værktøjer, ikke mindst devaluering, offentlige investeringer og rentetilpasninger.
Men der er også brug for et fælles europæisk samarbejdsforum til løsning af de grænseoverskridende problemer; her har Politiken ret. De problemer er der nok af. Men EU som vi kender det egner sig ikke til at løse disser problemer på en demokratisk og især økonomisk holdbar måde. EU er simpelthen blevet iført kejserens nye klæder; en totalt uholdbar samfundsmodel.
EU’s centrale problem er, at det er regeringslederne, der bestemmer alt, hen over hovedet på de nationale parlamenter; de bestemmer hvilke områder, der skal underlægges overnational styring; de har eneret på at fremsætte lovforslag via kommissionen (der desuden praktiserer den dømmende magt), og deres ministre kan sågar vedtage love.
EU skal forandres til et samarbejdsforum for nationale parlamenter; lad os kalde det for den inter-parlamentære samarbejdsmodel:
Regeringsledernes magtværktøjer skal fjernes: Det Europæiske Råd og EU-kommissionen.
Ministerrådet skal nedgraderes så det blot bliver et samarbejdsforum for ministre angående udøvelse af den overnationale lovgivning, og skal desuden også have retten til at fremsætte lovforslag til EU-parlamentet.
EU-parlamentet opgraderes: dels skal en procentdel af medlemmerne vælges ved direkte valg, som det kendes i dag. Men resten skal udpeges af de nationale parlamenter for en kortere periode – disse personer får med andre ord dobbeltmandat, og skal fungere som samarbejdslimen mellem EU-parlamentet og de nationale parlamenter. EU parlamentet og nationale parlamentarikere skal have retten til at fremsætte lovforslag til overnational lovgivning.
Men retten til at vedtage forslag til overnational lovgivning skal vende tilbage til de nationale parlamenter. Dvs. EU-parlamentet udarbejder lovforslag fremsat fra flere forskellige kilder; EU-parlamentarikere, nationale parlamentarikere og ministerrådet, hvorefter forslaget udarbejdes i tæt samarbejde med de samme kilder og evt. nationale fagpolitiske udvalg. Det færdige forslag sendes til de nationale parlamenter til vedtagelse eller ændringsforslag, der derefter indarbejdes af EU-parlamentet, og det ændrede forslag fremsendes igen til de nationale parlamenter.
Der er af central betydning at al den lovgivning, der skal overholdes af nationernes borgere, bliver vedtaget af de nationale parlamenter, der som de eneste har den tilstrækkelige folkevalgte grad af repræsentation; en status, som EU-parlamentet aldrig vil kunne opnå. Uden dette princip vil EU aldrig kunne opnå folkelig fundering og dermed heller ikke demokratisk legitimitet.
Det er den grundlæggende skitse af hvordan man opnår et reelt folkeligt forankret overnationalt samarbejdsforum; nationalstater der samarbejder via repræsentanter, der er direkte folkevalgte. Det er skitsen af hvordan vi skaber et Europæisk samarbejde for fremtiden, hvor det er folkene, der styrer og ikke regeringslederne.
Læs mere her: kilde, og endnu flere detaljer i min bog.
Del hvis du er enig.
Retsdemokrati 