Ifølge Dansk Industri er der 113.000 kontanthjælpsmodtagere, der ikke er jobparate. De står ikke til rådighed for danske virksomheder og offentlige arbejdsgivere – de opfylder ikke kravene om samfundsøkonomiske værnepligt.
DI’s forslag til løsning er blot at rydde op junglen af mærkater om jobparathed og uddannelsesparathed som de unge får smækket i nakken.
Men DI skyder dermed totalt forbi problemet – pilen når ikke engang i nærheden af skiven.
Der er en grund til at disse unge ikke står til rådighed. De har igennem hele deres opvækst oplevet et samfund, der ikke står til rådighed for dem; en folkeskole, der er præstationsfikseret og dermed taber de svageste på gulvet og et ungdomsuddannelsessystem, der er ligeså præstationsfikseret – desuden har uddannelser generelt været udsat for politikernes beskæringsgrønthøster, så uddannelsesinstitutionerne, ikke mindst folkeskolen, ikke har de midler, der skal til for at hjælpe de svageste.
Oven i har samfundet et socialsystem, der bygger på princippet om at hjælpe mindst muligt, fordi de rigeste skal have skattelettelser, og disse dovne unge blot skal piskes økonomisk til at tage et job, der ikke findes og som de ikke er psykisk parat til at tage. Desuden har vi uddannelsesloft og kontanthjælpsloft, der spænder ben for masser af mennesker, så de netop får udviklet en meget distinkt følelse af, at samfundet ikke står til rådighed for dem, og hvorfor i al verden skulle de så stå til rådighed for samfundet.
Socialsystemet tvinger blot mennesker længere og længere ned i den sociale hængedynd; en destruktiv politik, som skiftende regeringer har gennemført uanset observans. Den nuværende er ikke et hak bedre. Men det er også en politik, som erhvervslivets interesseorganisationer har støttet, og som for længst har ramt hele samfundet hårdt i nakken.
Vi bliver nødt til at investere massivt i en social genopretning og demarginalisering, og lige så massivt i uddannelse. Det er utrolig simpel logik, at når samfundet lider af mangel på kvalificeret arbejdskraft i stigende grad, er det kontra-produktivt med systemer, der skubber unge væk fra arbejdsmarkedet og ned af den sociale rangstige, samtidig med at uddannelse aktivt og bevidst nedprioriteres af politiske nedskæringer, så der kan frigøres penge til en forøgelse af arbejdsudbuddet. Det nytter jo ikke noget at forøge antallet af arbejdspladser, når der ikke er kvalificeret arbejdskraft til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Det skaber ikke vækst – det forøger blot ulighederne i samfundet.
Og ja, det forudsætter massive offentlige investeringer af skatteydernes penge. Vi bliver nødt til at omprioritere hvad de offentlige midler bliver brugt til. Det er IKKE sandt, at en krone brugt offentligt, altid og uanset forudsætninger, belaster økonomien, mens en krone brugt privat bidrager. Vi er i en situation hvor beskæringer forhindrer samfundet i at levere de mangeartede serviceydelser, som samfundet har brug for; så lad os dog begynde med at modarbejde effekten af disse blinde nedskæringer: lad os genoprette det danske velfærdssamfund; erhvervslivet har brug for det; samfundsøkonomien har brug for det; og ikke mindst har samfundets borgere brug for det. En sådan genopretning er da den absolut mest fornuftige og operationelle investering vi kan foretage.
Så må skattelettelser til de rige, diverse oppustede motorvejsprojekter og EU mv. vente.
Retsdemokrati 