Europa kæmper mod indvandring, mens mennesker drømmer.

I Europa kæmper vi mod indvandring. Det faktum at EU ikke har styr på sin ikke-eksisterende fælles indvandrings- og asylpolitik er en af de vigtigste grunde til de såkaldte populistiske opgør mod EU. Det er hovedårsagen til Brexit, og det er det vigtigste angrebspunkt for EU-skepsis og decideret oprør mod EU, i et stor antal EU-lande.

EU-landenes politik på flygtningeområdet er simpel; vi skal stoppe dem før de kommer, og når det ikke lykkedes skal vi slippe af med dem hurtigst muligt. Debatten om flygtninge handler udelukkende om disse aspekter – der er intet andet indhold. Der er ingen der spørger hvorfor disse mennesker flygter og der er ingen, der inddrager realiteterne i debatten.

Realiteterne er, at der ifølge UNHCR er 68,5 mio. personer i verden, der er såkaldt ”forcibly displaced”, dvs. fordrevet. Af dem er 40 mio. forblevet i deres hjemland, men tvunget væk fra deres hjemområde; internt fordrevne. 25,4 mio. er decideret flygtninge fra deres hjemland og 3,1 mio. har søgt asyl i andre lande. 85% af de 68,5 mio. befinder sig i udviklingslande – Størstedelen i 4 lande: 8 mio. i Iran, Pakistan, Libanon, Uganda og Tyrkiet. Ca. 11 mio. flygtninge kom fra 3 lande: Sydsudan, Afghanistan og Syrien.

Og det fortsætter: 44.400 mennesker flygter fra deres hjemområde hver eneste dag. Kilde!

For Europa alene er tallene markant lavere. I perioden 2014 til 2018 blev Europa belastet af en flygtningestrøm på knap 2 mio., små 3 procent af det samlede antal mennesker, der er flygtet fra deres hjemområde. Selvfølgelig et sindssygt stort antal mennesker i nød, men det skal ses dels i relation til at den samlede population i Europa er på 741 mio., og dels at det globale problem er mange gange større. Kilde!

I f.eks. Danmark bruger vi rigtig mange politiske muskler på at diskutere nogle få hundrede afviste asylansøgere, især når politikere nærmer sig det mest skræmmende af alt: et valg; og de skal bevise at de er handlekraftige og hårde mod disse kriminelle eller tidligere kriminelle asylansøgere, der ikke kan/vil rejse hjem.

Det stopper ikke her; de 68,5 mio. er ikke endestationen; ”festen” fortsætter! Gallup World har lavet en undersøgelse, hvor de har stillede 450.000 voksne mennesker verden over dette spørgsmål:

»Ideelt set, hvis du havde muligheden, ville du så flytte permanent til et andet land, eller ville du foretrække at blive ved med at bo i dit eget land?«

Det er ikke første gange denne undersøgelse er blevet lavet. Den er blevet lavet i 3 omgange: 2010-1012, 2013-2016 og 2015-2017. Resultatet er dybt skræmmende: i den sidste undersøgelse svarede en procentdel ja til at forlade deres hjemland, svarende til at 750 mio. voksne mennesker (15%) overvejer at forlade deres lande, og blive en del af den globale flygtningestatistik, statistisk set. Det tal omfatter ikke deres ægtefæller og børn. De tre undersøgelser viser, at tendensen er stigende, fra 13% i 2010-2012, over 14% i 2013-2016 til de nævnte 15% i sidste undersøgelse. I Afrika syd for Sahara er det 33%  af de voksne, der har dette ønske, mens det er 24% i Nordafrika og Mellemøsten, og 27% i Latinamerika.

I ikke mindre end 13 lande ønsker over 40% af de voksne at migrere hvis de kunne, med Sierra Leone i toppen med 71%. 3 af disse lande ligger i Europas nærmeste naboområder, mens ét er europæisk og EU medlem: Kosovo. Kilde!

Så vi har ikke set de sidste!

Uanset hvor mange af de vestlige lande, der lukker grænser og uanset i hvor høj grad asylansøgere og deres kultur nedgøres, vil flygtningepresset fortsætte med at stige, især hvis vi fortsætter med at ignorere årsagerne.

Konklusionen er selvindlysende logisk: Det er på tide at få flygtningedebatten konverteret FRA et politisk håndvåben TIL at handle om de reelle problemer: Hvad er årsagerne til at 750 mio. voksne mennesker plus deres familier potentielt kunne vælge at blive flygtninge? Hvad er årsagerne til at 68,5 mio. allerede har truffet det valg? Og det vigtigste spørgsmål af alle: hvordan løser vi dette årsagskompleks? Hvordan skaber vi situationer, der får mennesker til at ønske at blive i deres hjemlande og endnu bedre: at vende tilbage?

Men disse spørgsmål gider politikere ikke belaste sig selv med. Disse spørgsmål er fraværende fra den politiske debat, fordi diskussionen af dem ikke giver genvalg – det gør kun den verbale knytnæve, murene og de lukkede grænser. Det mest effektive våben i kampen om genvalg er at skabe frygt; frygt for ”de fremmede”, frygt for deres påvirkning af vores kultur, vores såkaldte danskhed og tyskhed osv. Det er så himmelråbende uansvarligt, egocentrisk og kortsigtet.

Hvorfor flygter de? Der er kun ét spørgsmål i den flygtningedebat vi burde have, der er vigtigere: Hvordan løser vi det?

Det umiddelbare svar på det første spørgsmål er, at de flygter fra uudholdelige levevilkår, skabt enten af væbnede konflikter eller fattigdom, der igen er skabt af socioøkonomiske vilkår, der forhindrer mennesker i stort tal at skabe sig en meningsfuld tilværelse.

Men det er kun første niveau. Næste niveau er: Hvad er årsagerne til disse væbnede opgør, og hvorfor har det ikke været muligt at skabe konstruktive levevilkår for alle borgere i disse fattige land, selvom der har været økonomiske fremgang i de fleste udviklingslande?

Først de væbnede opgør.

Der er to hovedårsager til at disse konflikter opstår:

• Despoter, der ser massemord på sin egen befolkning som et legitimt middel til at beholde magten, ofte understøttet af diverse supermagter og ikke så-super magter, der ser strategiske og økonomiske fordele i at bære ved til bålet.
• Lokale krigs-herrer, der ser sit snit til at forbedre deres egne levevilkår og ikke mindst deres ego, ved at starte en konflikt internt i deres eget land. En mulighed, der åbner sig især i lande, hvor stabile politiske strukturer er fraværende.

Disse konflikter forbliver uløste af én samlende årsag: Strukturen i FN’s Sikkerhedsråd. Der reageres ikke overfor en konflikt før mindst én af de faste medlemmer ser en strategisk fordel for sig selv i at stoppe en konflikt, og kun hvis der ikke er en anden af disse faste medlemmer, der blokerer. Mennesker er ligegyldige, flygtningestrømme og destabilisering af nationale politiske strukturer er ligegyldige, fattigdom er ligegyldig – indtil det øjeblik hvor flygtningestrømmen rammer Europa eller USA. Først da vågner vi pludselig op til en virkelighed, som vi selv har bidraget til at skabe, men ikke selv magter at se fordele i at bidrage til at løse.

Vores reaktion er lige så automatisk og forudsigelig, som den er panikagtig: De skal bare blive væk!

Så kommer vi til de socioøkonomiske levevilkår:

Kernen i problemet er globaliseringen, der med sine neo-liberale virkemåder skaber socioøkonomisk ulighed. Der er sket et globalt fald i fattigdom, herom ingen tvivl. Verden er på vej imod en mindre grad af ulighed, i det mindste statistisk set. Kilde og kilde!

Ikke desto mindre stiger utilfredsheden med levevilkårene i en sådan grad at i mange af de fattigste lande er det over 20%, der overvejer at blive flygtning.

Så måske viser statistikken om fattigdom kun et overfladisk billede. Mange af disse fattige lande er fanget i en situation hvor rigdom koncentreres på stadigt færre hænder, middelklassen har fået et løft, mens de fattigste ikke oplever at forandringerne kommer dem til gode. I de fattigste lande stiger utilfredsheden med levevilkårene markant.

De fattigste lande har svært ved at komme ud af den recessive spændetrøje, enten fordi en elite skovler rigdommen i sine egne lommer og er ligeglad med befolkningen, eller fordi de internationale institutioner, der skulle hjælpe, stiller så store krav for at give den hjælp, at det reelt er umuligt er anvende den hjælp, der bliver givet til at opnå en vækst, der kommer bunden af samfundet til gode.

F.eks. spiller IMF en meget negativ rolle med deres fokus på gældsbetaling fremfor udvikling.

Også de store aktører på det globale marked, især USA, EU og Kina, samt de globale virksomheder spiller en destruktiv rolle ved at skævvride markederne, så handelsoverskud leveret af de fattigste lande ender i de rigeste lande. Det er det modsatte af udvikling.

Andre aspekter presser sig på: Den socioøkonomiske ulighed i de enkelte lande i Europa kombineret med EU’s krav om arbejdskraftens frie bevægelighed fra de svageste til de stærkeste økonomier. Det medfører et socialsystem og et arbejdsmarked under pres i mange lande. Den økonomiske krise, der startede i 2007/2008 tvang mange i f.eks. Europa ud i en arbejdsløshed, der endnu ikke er genoprettet, især i de sydeuropæiske lande, der modtager flest flygtninge, og som skal asylbehandle dem, takket være en EU politik, der friholder EU’s stærkeste økonomier fra at bidrage.

Det er her vi har hovedårsagen til den store modstand mod indvandring. Når det nuværende socialsystem oplever nedskæring efter nedskæring, og når borgere oplever at arbejdskraft fra andre lande presser lønningerne, så begynder viljen til at behandle indvandrere på en konstruktiv og integrerende måde at halte.

Samtidig brugere politikere mange kræfter på at vise handlekraft overfor de uønskede, i Danmark med ”kreative” ghettoplaner, maskeringsforbud og en generel nedgørende omtale af især muslimer.

Så er det klart at der opstår parallelsamfund; kan man ikke finde tilknytningen og accepten fra det samfund man skulle være en del af, finder man sammen i parallelsamfund, og hyppigheden af kriminalitet stiger i disse samfund. Det er logisk.

……….

At løse disse problemer er en kæmpe opgave. Der er mange politiske kæpheste, der skal slagtes. Men flygtningeproblemet viser kun én vej: opad. Så det er med at komme i gang.

Vi skal have et opgør med en globalisering, hvor markedsmekanismerne aktivt skævvrides så det altid er den stærkeste, der vinder. Måske er den langsigtede løsning en delvis de-globalisering af de nationale økonomier. Det er ret uklogt at have en økonomi, der er stærkt afhængig af internationale markeder, der ikke just er kendt for stabilitet og som aktivt modarbejder en retfærdig fordeling af goderne. Der skal ikke meget til at vælte læsset, især ikke hvis dette læs i forvejen vakler.

Verdenssamfundet må blive bedre til at behandler kriser og konflikter proaktivt. Det indebærer at især supermagterne indser at det fornuftigste her i verden ikke er deres strategiske navle-pilleri, men derimod at behandle mennesker som medmennesker, uanset hvilke lande de kommer fra.

F.eks.: tænk sig hvis Syrien konflikten var blevet løst proaktivt ved intervention fra FN med støtte, også fra Rusland, og med en garanti for, at Ruslands strategiske interesser i Syrien ville blive respekteret. Så kunne Assad være blevet fjernet, så havde vi undgået den store flygtningestrøm fra Syrien, og Syrien kunne i dag have været en vigtig handels- og samarbejdspartner for mange lande.

Det er uforståeligt at formodentligt intelligente politiske ledere kan anse konflikter for ligegyldige eller ligefrem en fordel. Det gælder i hvert fald ikke økonomisk. Handelsmuligheder fordamper, og mennesker – dvs. potentiel arbejdskraft og iværksættere – flygter eller bliver dræbt. Det kan da ikke være en fordel. Men tilsyneladende kan disse ledere ikke se længere end et par år ud i fremtiden. Er det intelligent?

For flere detaljer læs bogen ”Retsdemokrati” især kapitel 6, samt flere af de andre bøger på min bogliste.