Holder de os alle hen med snak?
Tjaeehh. De, altså verdens ledere, er vist nok alle enige om, at vi skal holde temperaturstigningen globalt set under 2 grader, helst 1,5 grad. Nok ikke alle sammen; blandt andre USA holder sig uden for. Ifølge verdens største autoritet inden for klimatologi, Donald Trump, er der måske nok tale om temperaturstigninger og klimaforandringer, men hans virtuelle ekspertberegninger viser uomtvisteligt at vi mennesker er helt uskyldigt dømt på forhånd.
Han har dog ikke magtet at levere en alternativ forklaring, det til trods for at han også er verdens største autoritet inden for alternative sandheder.
Verdens ledere har en simpel, men effektiv måde at lede deres kommunikation uden om den varme grød. De lover at nu skal de nok finde måder at implementere aftalerne fra COP23 i Paris – den der med de 2 eller 1,5 grader. Hvert land finder sin egen metode – ikke noget med at samarbejde om at finde fælles løsninger til dette i den grad grænseoverskridende problem.
Hvert land skal have friheden til at danse sin egen dans omkring den varme grød, så det kan se ud som de forsøger at få den til at køle ned. Som en af de svenske talere, Greta Thunberg, så rammende udtrykte det i sin tale på COP24: I har ignoreret os tidligere, I vil ignorere os i fremtiden.
Der er ikke mange konkrete oplysninger, der blev lagt frem, heller ikke på COP24, da de mange verdensledere med den storsmilende polske præsident i spidsen klappede af hinanden og sig selv.
Lad os dog få svaret på de centrale spørgsmål:
Hvor meget skal udledningen af CO2 (eller mere præcist CO2-ækvivalenter) falde for at opnå målet om de 2 grader?
OG
Hvad vil især de førende CO2-udledere, som USA, Kina og EU, gøre for at opnå denne konkrete reduktion?
Cirkus COP havde sin premiereforestilling i 1995. Hvis vi den gang havde fundet konkrete løsninger og var gået i gang med at implementere dem, ville implementeringen have forløbet med langt færre økonomiske problemer for eliten, og muligheden for at holde temperaturstigningen under 2 grader ville have været langt nemmere at opnå.
Nu har vi spildt 25 år, på de politikere, der har magt, men ikke magter at handle.
Der er mange interessante kilder på nettet. Én af dem er denne.
Rapporten fra 2010 er et resumé af en lang række videnskabelige rapporter, som den uafhængige organisation climatecommunication.org har samlet, og selv bidraget til. Et kort resumé af resuméet:
- For at holde temperaturstigningen på 2 grader, skal den gennemsnitlige CO2-koncentration holdes på 400-450 ppm (0,04 – 0,045%) og holdes stabilt på dette niveau over tid. Den daværende (i 2010) koncentration var 382 ppm (andre kilder siger 389 ppm), med en stigning på ca. 2 ppm-point om året. Den stiger stadigvæk, selv nu 8 år senere, og i januar 2019 nåede vi over 410 ppm.
- For at holde koncentrationen på det nævnte niveau skal udledningen af CO2 være faldet med ca. 60% i 2050.
- Påvirkningen af den økonomiske vækst globalt set ville være en reduktion af den samlede globale BNP på 3%, svarende til en reduktion af den årlige vækst på 0,12%.
Mon ikke vi ville overleve. I 2010 var USA’s årlige vækst i BNP 3,2%. Mon en årlig vækst på 3,08% ville have den store betydning, især ikke hvis der samtidig blev investeret i social genopbygning af landet, så det primært blev de rige, der betalte for omstillingen. Andre lande kunne bruge samme strategi.
Men desværre er Trump en præsident, der lefler for den fattige del af befolkninger mens han konsekvent arbejder på at forøge den sociale ulighed i USA, og fortsætter med en politisk tankegang, der burde blive et fossil, dybt begravet i de fundbærende lag.
Det er derimod langt mere usikkert om vi overlever klimaforandringerne. Jo længere vi venter, jo dyrere bliver det, med meget større risiko for social slagside, og store økonomiske følger, store problemer med mistede landområder og et problem med klimaflygtninge, der vil få den nuværende flygtningestrøm til at ligne et privat have selskab, der bliver invaderet af naboer.
Hov; jeg glemte lige de økologiske og biodiversitetsmæssige følger. Men husk at planeten nok skal klare sig. Den har før oplevet værre biodiversitets kriser end den menneskeskabte krise vi er i nu. Biodiversiteten vil falde som følge af vores overforbrug og klimaforandringer. Men planeten har før overlevet at miste over 90% af biodiversiteten. Det vil den kunne igen. Vi bør fokusere på selv at overleve som art. Vi skal beskytte planeten ved at sikre at den fattigste del af verdens befolkning bliver tilgodeset i højere grad end den rige del, der har den største del af ansvaret for klimakrisen, takket være deres overforbrug af importerede produkter, flyrejser osv..
Vi fik ikke sat gang i processen i 1995. Vi sad stadig på hænderne i 2010, og og er ikke kommet ud af starthullerne i 2018, endsige 2019.
Hvis vi var startet i 1995 på at nå målet på et samlet fald i CO2-udledning på 60% i 2050, ville vi have kunnet nøjes med et årligt fald i CO2 udledning på ca. 1%. I 2019 er kravet mere end tredoblet til 3,3% – se senere.
Når vi snakker om nødvendige handlinger er det primært hr og fru almindelig, der skal skære ned på deres flyrejser og kødspisning. Det er os almindelige mennesker, der er de skyldige, det er os, der ikke handler.
Det er ret smart opnået af politikerne at skubbe ansvaret over på deres vælgere.
Men er det reelt?
Selvfølgelig nytter det hvis samtlige amerikanere, europæere, kinesere osv. skar deres forbrug af flybrændstof og deres kødforbrug ned med en eller anden procentdel, jo højere jo bedre. Men f.eks. skal vi huske på, at størstedelen af det energiforbrug, der går til at producere kød, især oksekød, skyldes at vi producerer mad til at fodre disse køer og at en stor del af dette foder eller råstoffer til at producere det, importeres med fly, skib eller lastbiler, med et kolossalt forbrug af fossilt brændstof til følge. Hvis vi undlod reelt at fodre disse køer med fossilt brændstof og i stedet blot lod dem gå på græs, der blev produceret med lidt vanding og gødning, ville energiforbruget som følge af kødproduktion falde meget betydeligt. Oksekødsforbruget skulle falde til ca. halvdelen.
Den samme tankegang kunne overføres til andre dele af økonomien. Vores nationale økonomier er blevet ekstremt afhængige af international handel og disse handler medfører transport af produkter med et svimlende højt energiforbrug til følge. Den globaliserede handel kunne meget vel være den største skurk i dette spil.
Der er produkter, der bliver delvis fremstillet i flere lande, hvorefter disse delprodukter bliver transporteret til endnu et land for endelig montering, og derefter eksporteret til x antal lande.
Hvor meget disse transporttunge produkter betyder for den samlede CO2 belastning er vist ikke opgjort, men det er uden tvivl ret markant.
Det kunne være, at hr og fru almindelig skulle overveje at købe færre importerede produkter, eller produkter fremstillet med importerede råvarer eller delprodukter. Ikke nødvendigvis holde op, men blot reducere med en vis procentdel. Det kunne være at nationale producenter skulle undersøge om de kunne reducere mængden af importerede råvarer i deres produkter. Husk på: vi skal blot have reduceret CO2 udledning med ca. 3,3% årligt. Med intelligens og omtanke burde det kunne gennemføres uden de store negative konsekvenser for økonomien. De rige vil blive rigere lidt langsommere end før, mens de fattige kunne tilgodeses med en smule økonomisk vækst, så længe nettoresultat blev et mindst 3,3% fald i forbruget af fossil energi , alt sammen samtidig med at teknologien i så mange lande som muligt gradvis omstilles til fossilfrihed.
Men der er behov for at politikere tager konkret aktion. De bliver nødt til at være primusmotor i en omlægning af samfundsøkonomien til en situation hvor afhængigheden af international handel bliver mindre.
Landmændene har f.eks. ikke råd. Deres privatøkonomi er blandet sammen med deres erhvervsøkonomi i en stor pærevælling, og denne pærevælling er spændt foran samfundsøkonomien som en anden trækhest. De producerer meget mere end vi selv kan konsumere, og det bliver solgt til udlandet. Men det betyder også at deres økonomi er presset af en gældsbyrde, som de ikke selv kan løsne op for. De bliver nødt til at have hjælp til en gradvis omstilling for at slippe ud af den gældsfælde som udviklingen har klappet sammen om dem, godt hjulpet af politikernes ambitioner om økonomisk vækst igennem årtier, ikke mindst båret af landmænd og deres gældsoverbelastede økonomi.
Noget tilsvarende gælder andre grene af erhvervslivet.
Så må vi bare håbe at andre lande ser de samme muligheder for de-globalisering, for at påvirke CO2-belastningen. Men Danmark kunne selv være et eksempel til efterfølgelse.
Lidt tal og statistik,
CO2 koncentrationen, kilde:
- I 1995 var CO2 koncentration omkring 360 ppm.
- I 2010 var den 382 ppm, evt. 389 ppm.
- I 2019 var den steget til 410 ppm, så den må ikke stige ret meget mere, hvis målet skal nås. Det ser dog ikke ud til at væksten er begyndt at aftage. Tværtimod slog 2018 alle rekorder i CO2 udledning, kilde.
CO2 udledningen, kilde:
- 1995: 22 mia. tons
- 2010: 31 mia. tons
- 2018: 37 mia. tons (kilde)
Ud fra disse 4 tal er det nemt at beregne følgende krav til årligt fald i udledningen:
Med start i 1995: 1,03% fald i CO2 udledning om året
Med start i 2010: 2,25% fald i CO2 udledning om året
Med start i 2019: 3,34% fald i CO2 udledning om året
Disse tal kan kombineres til denne graf:
Var vi startet 1995 med et årligt fald på ca. 1% ville vi nu have været i nærheden af en CO2 udledning på ca. 17.4 mia. tons. Med start i 2010 og et årligt fald på 2,25% ville vi nu have været i nærheden af 26 mia. tons. CO2 om året Det gjorde vi ikke; i stedet har vi nået 37 mia. tons og har rundet en CO2 koncentration i atmosfæren på 410 ppm.
Retsdemokrati 