Nedslidning og pension.

Danmark er et samfund hvor borgerne blot er en arbejdsstyrke, der skal stå til rådighed, også selv om deres arbejde medfører, at deres krop ødelægges.

Det minder meget om slavearbejde. Der er lige så meget tvang som på bomuldsplantagerne i det amerikanske syden. Nu er det blot politikere og arbejdsgivere, der har retten til juridisk at piske arbejderne til underkastelse.

Vi bør spørge os selv hvordan det kan blive en ret for et samfund at tvinge mennesker til nedslidning gennem et hårdt arbejdsliv.

Det burde være en menneskeret at kunne forlade arbejdsmarkedet efter et mere eller mindre langt arbejdsliv med sit helbred intakt, også selv om vi ”ikke har råd”. Det argument er noget vås. Det vi ikke har råd til er en befolkning, der i stigende grad får deres arbejdsevne undermineret, fordi samfundet ikke stiller alternative muligheder til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Politikere og erhvervstoppen taler konstant om mobilitet på  arbejdsmarkedet. Men det er en meget snæver mobilitet de mener. Det er mureren, der skal være parat til at flytte fra Hjørring til Næstved når en arbejdsgiver har et behov: ”Hr. Jensen stiller sig til tjeneste, hr. Major”.

Der er en anden mobilitet som man ikke taler om: mureren, der forlader murerfaget, og får en anden uddannelse. Det er den mobilitet vi skal have maksimeret. Men den tør politikerne ikke inddrage. De ved at risikoen er, at murerne og mange andre, især unge, vil fravælge murerfaget og mange andre fag, der virker fysisk eller psykisk nedslidende.

Det vigtige her er menneskers behov, ikke arbejdsgiveres.

Desuden skal det selvfølgelig være muligt at gå på pension, når kroppen viser tegn på kronisk nedslidning, fysisk eller psykisk. En simpel lægeerklæring burde være nok.

Men den konstruktive vej på længere sigt ville være at stimulere mulighederne for mobilitet på tværs af arbejdsmarkedet, fra fag til fag. Men det kræver investering i livslang uddannelse.

Cirkus COP

Holder verdens ledere os for nar?

De har nu siden 1995 holdt årlige COP møder for at diskutere hvad der skal gøres for at forhindre for store følger af klimaforandringerne.

Møderne har bevæget sig som et vogntog fra den ene by til anden, som et cirkus på sin årlige turne:

  • 1995: COP 1, Berlin, Tyskland
  • 1996: COP 2, Geneva, Schweitz
  • 1997: COP 3, Kyoto, Japan
  • 1998: COP 4, Buenos Aires, Argentina
  • 1999: COP 5, Bonn, Tyskland
  • 2000: COP 6, Haag, Holland
  • 2001: COP 6, Bonn, Tyskland
  • 2001: COP 7, Marrakech, Marokko
  • 2002: COP 8, New Delhi, Indien
  • 2003: COP 9, Milan, Italien
  • 2004: COP 10, Buenos Aires, Argentina
  • 2005: COP 11/CMP 1, Montreal, Canada
  • 2006: COP 12/CMP 2, Nairobi, Kenya
  • 2007: COP 13/CMP 3, Bali, Indonesien
  • 2008: COP 14/CMP 4, Poznań, Polen
  • 2009: COP 15/CMP 5, København, Danmark
  • 2010: COP 16/CMP 6, Cancún, Mexico
  • 2011: COP 17/CMP 7, Durban, Sydafrika
  • 2012: COP 18/CMP 8, Doha, Qatar
  • 2013: COP 19/CMP 9, Warsawa, Polen
  • 2014: COP 20/CMP 10, Lima, Peru
  • 2015: COP 21/CMP 11, Paris, Frankrig
  • 2016: COP 22/CMP 12/CMA 1-1, Marrakech, Marokko
  • 2017: COP 23/CMP 13/CMA 1-2, Bonn, Tyskland
  • 2018: COP 24/CMP 14/CMA 1-3, Katowice, Polen
  • 2019: COP 25/CMP 15/CMA 2
  • 2020: Same procedure as last year, James

Meget lidt er sket, og det ser ikke ud til turneen vil ændre adfærd i fremtiden.

Mit indlæg om klima og cirkus COP kan læses her.

Brexit – Brexshit – Brextinct

“Kært” barn har mange navne.

Hvorfor blev den britiske befolknings legitime og forståelige ønske om mere selvstændighed og frigørelse fra EU, forvandlet til et politisk kaos, hvor de samme briter står til at blive ramt af en lang række økonomiske problemer, problemer der deles af alle de lande England og Skotland handler med.

Hvorfor er støtten til Brexit ved at smuldre?

Svaret er, at argumenterne der blev fremført af EU-modstanderne havde et helt forkert fokus. De fokuserede på flygtningene og selvstændighed, men ignorerede den systemkritik, som EU trænger til at blive mødt med.

Der er mange gode og seriøse grunde til at være modstander af EU. EU-modstanden er ikke populistisk, mens EU-begejstring er seriøs.

Det er omvendt! Det er EU begejstringen, der er populistisk.

Argumenterne herfor fremføres i dette indlæg.

Åbent brev til os alle!

Flygtningene er et kæmpestort problem globalt med 68,5 mio. medmennesker.

Gallup world har lavet en undersøgelse der viser at omkring 750 mio. voksne mennesker ønsker at forlade deres hjemlande, hvis de kunne. Så der er et potentiale for et langt større flygtninge problem end vi nu oplever.

Der er behov for langt mere substans i flygtningedebatten hvis problemerne skal løses. Den nuværende debat handler mest om at udnytte indvandrere, asylansøgere og andre “med anden etnisk baggrund” som prügelknabe for at skabe politisk indflydelse op til et valg.

Debatten burde handle om årsagerne til at så mange mennesker er så utilfredse med deres levevilkår, at de ville vælge at emigrere, eller allerede har truffet dette valg. Den burde ikke mindst handle om at løse disse årsager så flygtninge strømmen kan stoppes og de lande, der nu leverer flygtninge og immigranter kan blive genopbygget, så deres borgere fravælger immigration.

Det åbne brev kan ses her.