De radikale ønsker at
forøge arbejdsudbuddet, bla. Ved at sænke skat på arbejde. Det er uklart
hvordan den skattesænkning skal foretages; er det blot endnu en ”liberal” ”giv
til de rige”-skattesænkning?
Men den økonomiske
tankegang bag er totalt afsporet. En forøgelse af arbejdsudbuddet er blot gammeldags
“liberal” politik: troen på at blot der skabes flere arbejdspladser,
skabes der også mere vækst. Det holder ikke. Det vil blot øge efterspørgslen
efter den helt store mangelvare: kvalificeret arbejdskraft. Ganske vist vil
Morten Østergaard indføre arbejdskraft fra andre lande, men de har jo selv brug
for denne arbejdskraft – det er blot arbejdskrafts-nasseri. Det er vores egen
opgave at løse vore egne problemer med egne midler, ikke ved at nasse på andre
lande, der har ligeså meget brug for deres arbejdskraft, især den
kvalificerede, som vi har.
Denne fokus på
arbejdsudbud vil gøre ubalancen mellem arbejdsudbud og arbejdsefterspørgsel
endnu mere intens, og med stor sandsynlighed tvinge lønniveauet i vejret når
virksomheder skal kæmpe om den kvalificerede arbejdskraft, der allerede er i
arbejde.
Vi skal da have løst den makroøkonomiske ubalance først før arbejdsudbuddet udvides: få forøget arbejdsstyrken, primært ved en social af-marginalisering (f.eks. investeringer i det sociale system, sociale ydelser osv., så børn ikke vokser op i fattigdom) kombineret med omfattende investeringer i uddannelse. Det er det modsatte af den traditionelle borgerlige politik, som De Radikale lader til at være tilhængere af med deres ensidige fokus på forøgelse af arbejdsudbuddet.
Problemet er at liberal borgerlige politik de facto indebærer ”frihed til nogen, på bekostning af andre”. De Radikale er blot endnu et borgerligt parti.
Læs en grundigere argumentation her.
