Retsdemokrati

Danmark er et samfund hvor borgerne blot er en arbejdsstyrke, der skal stå til rådighed, også selv om deres arbejde medfører, at deres krop ødelægges.

Det minder meget om slavearbejde. Der er lige så meget tvang som på bomuldsplantagerne i det amerikanske syden. Nu er det blot politikere og arbejdsgivere, der har retten til juridisk at piske arbejderne til underkastelse.

Vi bør spørge os selv hvordan det kan blive en ret for et samfund at tvinge mennesker til nedslidning gennem et hårdt arbejdsliv.

Det burde være en menneskeret at kunne forlade arbejdsmarkedet efter et mere eller mindre langt arbejdsliv med sit helbred intakt, også selv om vi ”ikke har råd”. Det argument er noget vås. Det vi ikke har råd til er en befolkning, der i stigende grad får deres arbejdsevne undermineret, fordi samfundet ikke stiller alternative muligheder til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Politikere og erhvervstoppen taler konstant om mobilitet på  arbejdsmarkedet. Men det er en meget snæver mobilitet de mener. Det er mureren, der skal være parat til at flytte fra Hjørring til Næstved når en arbejdsgiver har et behov: ”Hr. Jensen stiller sig til tjeneste, hr. Major”.

Der er en anden mobilitet som man ikke taler om: mureren, der forlader murerfaget, og får en anden uddannelse. Det er den mobilitet vi skal have maksimeret. Men den tør politikerne ikke inddrage. De ved at risikoen er, at murerne og mange andre, især unge, vil fravælge murerfaget og mange andre fag, der virker fysisk eller psykisk nedslidende.

Det vigtige her er menneskers behov, ikke arbejdsgiveres.

Desuden skal det selvfølgelig være muligt at gå på pension, når kroppen viser tegn på kronisk nedslidning, fysisk eller psykisk. En simpel lægeerklæring burde være nok.

Men den konstruktive vej på længere sigt ville være at stimulere mulighederne for mobilitet på tværs af arbejdsmarkedet, fra fag til fag. Men det kræver investering i livslang uddannelse.