Dansk industri, jobparathed og social ulighed

Ifølge Dansk Industri er der 113.000 kontanthjælpsmodtagere, der ikke er jobparate. De står ikke til rådighed for danske virksomheder og offentlige arbejdsgivere – de opfylder ikke kravene om samfundsøkonomiske værnepligt.

DI’s forslag til løsning er blot at rydde op junglen af mærkater om jobparathed og uddannelsesparathed som de unge får smækket i nakken.

Men DI skyder dermed totalt forbi problemet – pilen når ikke engang i nærheden af skiven.

Læs her.

Den nye EU-fortælling

Politiken har introduceret et nyt begreb i EU-debatten: Den nye EU-fortælling, der handler om den udadvendte nationalstat, der skulle høre fremtiden til. Så det lader til at i det mindste Politiken har forladt den ”trygge” føderale EU-havn. På lederplads d. 01-01-20 angiver avisen at det er nødvendigt ”at midten i det politiske spektrum skaber en ny og progressiv fortælling om nationalstaten og om det uundværlige europæiske samarbejde, som skal til for at sikre den.” Jeg er enig, men der er desværre meget lidt konkret indhold i avisens budskab.

Læs indlægget her.

Kapitalismen i krise.

På lederplads d. 31-12-19 skriver Politiken, at kapitalismen skal reddes fra sig selv. Politiken spørger om Karl Marx havde ret, og svarer selv Nej men, at kapitalismen er i krise og skal reformeres.

Jeg er helt enig. Men til forskel fra avisen mener jeg ikke løsningen er så svær at skitsere.

Læs indlægget her.

Danmark: Det inkluderende samfund?

Ifølge Kristian Jensen fra Venstrebygger dansk kultur på den kristne tro; ideer om næstekærlighed og menneskers lige ret og ligeværdighed.

Bygger det danske samfund også på den kristne tro? Bliver der praktiseret næstekærlighed i det danske samfund i det daglige i forholdet mellem virksomheder og deres ansatte og imellem politikere og deres medborgere?

Det danske samfund bygger på liberalismen – frihed for alle, i princippet.

Det lyder jo godt, men reelt betyder liberalisme frihed for nogle på bekostning af andre. Liberalismen bygger kun på kristne værdier i diverse skåltaler; i den virkelige verden er sandheden markant anderledes.

Læs mere her.

De Radikale: endnu et borgerligt parti!

De radikale ønsker at forøge arbejdsudbuddet, bla. Ved at sænke skat på arbejde. Det er uklart hvordan den skattesænkning skal foretages; er det blot endnu en ”liberal” ”giv til de rige”-skattesænkning?

Men den økonomiske tankegang bag er totalt afsporet. En forøgelse af arbejdsudbuddet er blot gammeldags “liberal” politik: troen på at blot der skabes flere arbejdspladser, skabes der også mere vækst. Det holder ikke. Det vil blot øge efterspørgslen efter den helt store mangelvare: kvalificeret arbejdskraft. Ganske vist vil Morten Østergaard indføre arbejdskraft fra andre lande, men de har jo selv brug for denne arbejdskraft – det er blot arbejdskrafts-nasseri. Det er vores egen opgave at løse vore egne problemer med egne midler, ikke ved at nasse på andre lande, der har ligeså meget brug for deres arbejdskraft, især den kvalificerede, som vi har.

Denne fokus på arbejdsudbud vil gøre ubalancen mellem arbejdsudbud og arbejdsefterspørgsel endnu mere intens, og med stor sandsynlighed tvinge lønniveauet i vejret når virksomheder skal kæmpe om den kvalificerede arbejdskraft, der allerede er i arbejde.

Vi skal da have løst den makroøkonomiske ubalance først før arbejdsudbuddet udvides: få forøget arbejdsstyrken, primært ved en social af-marginalisering (f.eks. investeringer i det sociale system, sociale ydelser osv., så børn ikke vokser op i fattigdom) kombineret med omfattende investeringer i uddannelse. Det er det modsatte af den traditionelle borgerlige politik, som De Radikale lader til at være tilhængere af med deres ensidige fokus på forøgelse af arbejdsudbuddet.

Problemet er at liberal borgerlige politik de facto indebærer ”frihed til nogen, på bekostning af andre”. De Radikale er blot endnu et borgerligt parti.

Læs en grundigere argumentation her.